Call til den danske filmbranche

Kvantespring - støtte til filmkunstnerisk metodeudvikling.

Filmhistorien er en historie om kontinuerlig fornyelse. Filmen har vist sig at have et grundlæggende behov for kunstnerisk udvikling, nytænkning og innovation. Ikke kun fordi publikum eller markedet forandrer sig, men fordi filmmediet historisk set netop har overlevet og udviklet sig ved konstant at udfordre sine egne metoder, fortælletraditioner, sprog, værdier, teknologier og institutionelle rammer.

Der findes ikke et årti i filmhistorien, hvor en ny bevægelse, en ny teknologi, en ny forretningsmodel eller markante historiske begivenheder ikke fundamentalt har skubbet ved det eksisterende. Dét der blev født som eksperiment, blev siden en del af filmmediets grundlæggende grammatik. Fra Eisensteins radikale montageteori, over nybølgens frisættende auteur-bevægelse til AI’s indtog og platformenes digitale short-format-eksplosion.

I dag står filmbranchen som mange gange før i en omfattende brydningstid. Det er ikke kun filmsproget og filmkunsten, der udfordres. Vi gennemlever en transformation på alle niveauer: produktion, finansiering, teknologi, distribution, rettigheder, adgang til publikum og ændret medieadfærd. Filmbranchen har aldrig kunne tage sit publikum eller sine eksisterende arbejdsformer for givet, men udfordringerne har sjældent været så omfattende som i dag.

Mere end nogensinde før har vi brug for refleksion, for metodeudvikling, nytænkning, for innovation. Der er brug for at stoppe op, der skal være plads til andet end at forlænge de berømte gulvbrædder. Ikke fordi der er noget galt med det eksisterende, men fordi innovation ofte kræver, at vi bevæger os ud i ukendt landskab og sætter tid af til at være der. Som research, som eksperiment, praksisnært, testende eller tænkende. Sidste år satte et lille hold af instruktører sig sammen og definerede et nyt Dogme-manifest, et manifest der kalder på en radikalitet i beskyttelsen af instruktørens kunstneriske udviklingsrum og et manifest, der allerede har givet genlyd ude i verden. Noget ræsonnerer. Det er ét bud på én vision, en ramme, et mindset, men der findes åbenlyst uendeligt mange veje ind i innovationslandskabet. Kunstnerisk udvikling er ikke en luksus, men en nødvendighed. Og innovation kommer ikke, hvis der ikke afsættes tid og penge til reelt at give plads.

Derfor introducerer DFI et nyt call: ”Kvantespring”.

Kriterier for ansøgning

  • Undersøgelsen skal falde indenfor de genrer og formater inden for filmproduktion, som almindeligvis støttes af DFI i henhold til Filmloven og DFI's filmstøtteordninger.
  • Det er ikke muligt at ansøge om støtte til et filmprojekt, der er i et støtteforløb på DFI.
  • Der kan ikke ansøges om støtte til et konkret filmprojekt men til en undersøgelse, der kan tage form af metodeudvikling, test, eksperiment, undersøgelse mm.
  • Da der er tale om undersøgelse, metodeudvikling, innovation o.l., stilles der ikke specifikke krav til proces, mål og metoder, hvilket vil blive vurderet konkret for det ansøgte projekt. 
  • Det er et krav for tildeling af støtte, at I som ansøgere vil dele erfaringer og resultater med resten af branchen efterfølgende.

Støtteramme og -beløb

DFI har i 2026 afsat 1.000.000 kr. til initiativet.

Ansøgning

Ansøgningerne sagsbehandles efter gældende ”Vilkår for støtte til Filmfremme” og ”Filminstituttets Almindelig Vilkår”, jf.  https://www.dfi.dk/stoette/stoette/filmfremme.

Støtten ansøges gennem DFI’s støtteportal. Der åbnes for ansøgning onsdag den 30. september 2026.                                                                                                              

Der forventes støttet 8-10 projekter.                                                                                                                          

Hvis call’et evalueres relevant, vil det være muligt at forlænge initiativet ind i 2027.

Deadlines

Ansøgningsdeadline er tirsdag 27. oktober 2026 kl.12.

Afleveringsdeadline er tirsdag 27. april 2027

Ansøgningsproces og vurdering

Ansøgningerne vurderes af en redaktion bestående af: Annette Kjær, Mikala Krogh, Malene Blenkov og Tine Fischer.

Mere information

Annette Klit Kjær
Redaktør – Filmfremme / Revenue Manager – spillefilm
Tlf. +45 3374 3452
annettek@dfi.dk

Hvad skal ansøgningen indeholde?

Ansøgningen består af:

  • Udfyldt ansøgningsskema

Projektbeskrivelse og formål:

  • Hvad vil I undersøge eller udvikle og hvad er formålet?
  • Hvordan kan projektet anskues som nytænkende eller innovativt?
  • Aktiviteterne beskrives i relation til en overordnet tidsplan.
  • Kræfterne bag projektet/holdliste, herunder procesansvarlig samt cv’er for de involverede        
  • Budget og finansiering                           
  • Tidsplan

DFI kan bede ansøger om yderligere dokumentation og oplysninger vedrørende det ansøgte projekt.

Afleveringsmateriale

Krav til afleveringsmateriale fastsættes i indstilling og/eller tilsagn for det støttede projekt.

Læs mere