Cinemateket i maj

Carl Th. Dreyer, Ebbe Rode, Gyllenhaal-søskende Jake og Maggie, Robin Hood, Johnny Cash og mange flere spændende mennesker er at finde i denne måneds Cinemateks-program, der som sædvanlig byder på lidt af hvert.

Cinemateket byder i maj velkommen i biografmørket med en bred palet af film, der bl.a. rummer lidelse bag tremmer, på fodboldbanen og med Robin Hood i Sherwood. Carl Th. Dreyer fejres med visning af alle hans film i anledning af lanceringen af det nye site carlthdreyer.dk. Og så er der Fridag Late Night i selskab med Johnny Cash. Filmværkstedets nye talenter vises frem i Sneakbar og derudover er der mange andre godter i posen.

Serier

Carl Th. Dreyer – liv og værk
I anledning af det nye website carlthdreyer.dk, som DFI lancerer i slutningen af maj måned, er der mulighed for at se alle Carl Th. Dreyers film på det store lærred i maj og juni – bl.a. tonefilmene "Gertrud" (1964), "Vredens dag" (1943) og "Ordet" (1955) i spritnye kopier samt alle Dreyers kortfilm. Se også stumfilmene med levende musik.
(Serien på 12 film)

Månedens film: "Jeanne d'Arcs Lidelse og Død" – ti filmkoncerter
Dreyers sidste stumfilm "Jeanne d’Arcs Lidelse og Død" fra 1928 er mesterværket, der gjorde den danske instruktør verdensberømt. Som noget helt særligt akkompagneres Månedens Film denne gang af levende musik. Hver dag 14.-25. maj kl. 19.30.

Fængselsfilm før og nu
Tobias Lindholm og Michael Noer gæster Cinemateket den 8. maj kl. 18.45, hvor de viser filmen. I anledning af premieren på "R" har de to instruktører i samarbejde med Cinemateket sammensat en serie fængselsfilm: Del celle for et par timer med rebeller som Paul Newman, Steve McQueen eller "Clinten". Se også den nye dokumentar om Johnny Cashs fængselskoncert i Folsom Prison i Late Night-biffen. 
(Serie på 13 film)

Shanghai Dreams – fortællinger fra en megapol
I anledning af EXPO Shanghai (maj-oktober 2010) – der tegner til at blive den største verdensudstilling nogensinde – præsenterer Cinemateket en række film, der udspiller sig i metropolen og dens omegn.
(Serie på 7 film)

Maggie og Jake Gyllenhaal - American sweethearts på vrangen
Frem for den snorlige vej ind i teenageværelser og -hjerter har det charmerende søskendepar Maggie og Jake valgt at dykke ned i de mørkere, mere tabuiserede lag af det amerikanske samfund.
(Serie på 9 film)

Kick off – Så' der fodbold
Med dette kick off før sommerens VM i Sydafrika markerer Cinemateket i samarbejde med Kunsthallen Nikolaj, at film og fodbold har andet end spillelængden til fælles. Varm op med otte fine fodboldfilm med nærgående portrætter, gamle boldgenier, der skal finde sig selv, skuespillere, der dribler og fodboldspillere med replikker.
(Serie på 9 film)

Robin Hood søndage
Søndag den 2. maj viser vi tre ældre Robin Hood-fortolkninger – "Robin Hood" (1938), "Robin and the 7 Hoods" (1964) og "Robin og Marian" (1976) - og søndag den 23. maj har vi rettet an til en hel Robin Hood-dag med de samme tre film inkl. foredrag og middag i det grønne.
Søndag den 2. og søndag den 23. maj fra 14.00.

BIO 12.30 – Film for dig, der har tid midt på dagen
Forårsmåneden står i engelsk films tegn: Ken Loach og Mike Leigh er store personinstruktører, som kan få skuespillerne til at spille uden én falsk tone. Begge er også politiske instruktører, som ikke er bange for at vise mindre charmerende sider af det engelske samfund.

Særarrangementer:

'Slingshot Hip Hop' – Ghettoblaster
'Slingshot Hip Hop' (2008) bringer os helt tæt på unge palæstinenseres protest mod den israelske besættelse: mod trusler om vold, mod isolation i ghettoerne. Fredag den 14. maj kl. 22.00.

Johnny Cash – Friday Late Night
Late Night-biffen præsenterer den nye dokumentarfilm om Johnny Cashs Folsom Prison-koncert i 1968. Med bar og DJ Vogelspand bag mikserpulten efterfølgende. Fredag den 28. maj kl. 22.00.

International fotofestival i Cinemateket
I anledning af Copenhagen Photo Festival sætter vi fokus på fotografiet. Fra Jakob Riis' legendariske reportager fra slummen i New York omkring 1900 til Krass Clement og Per Bak Jensens overvejelser om forholdet mellem fotografen, fotografiet og virkeligheden. Med introduktion af instruktørerne. Lørdag den 15. og søndag den 16. maj.

Balanchine og Hübbe – Søndagsmatiné
Balletmester på Det Kongelige Teater Nikolaj Hübbe indleder eftermiddagens matiné, hvor vi viser "Bringing Balanchine Back" (2006) om koreografen George Balanchine (1904-1983), der grundlagde New York City Ballet. Søndag den 30. maj kl. 14.00.

Psych-Out! – brasiliansk horror double bill
Den brasilianske horror-excentriker José Mojica Marins aka Coffin Joe's "Awakening of the Beast" (1969), anses for at være hans mesterværk. Filmen følges op af Marins' seneste opus "Embodiment of Evil" (2008), hvor Coffin Joe søger efter den perfekte kvinde til at bære sin søn. 40 år er gået – stadig lige far out. Torsdag den 27. maj kl. 20.00.

Eksperimental: James Benning – langsomhedens dramatik
Med sine strukturelle formeksperimenter har amerikanske James Benning (f. 1942) været en af den amerikanske eksperimentalfilms prominente skikkelser siden 1970'erne. Med sin nyeste film, "Ruhr" (2009), tegner Benning et portræt af minedistriktet i Tyskland i seks fascinerende statiske indstillinger. Onsdag den 26. maj 18.45.

Ebbe Rode 100 år
Ebbe Rodes filmkarriere varede næsten tres år. Han var en af dansk films fineste karakterskuespiller. I anledning af 100-året for hans fødsel – 10.maj – fejrer vi den store skuespiller med tre højdepunkter fra karrieren. Søndag den 9. maj kl. 15.00 + 17.00 + 19.15.

Film og foredrag: "Jerusalem" - mellem tro og religiøs forførelse
I 1996 lavede Bille August sin måske bedste film, 'Jerusalem'. Tidligere forstander for Grundtvig Højskole Erling Christiansen introducerer filmen, der viser, hvor "ægte kristen" en forførende vækkelsesmissionær kan virke ind på en gruppe uforberedte mennesker, der får stillet paradis – eller Jerusalem – på jord i udsigt. Torsdag den 6. maj kl. 20.00.

Lux Prize - gratisvisning af europæisk prisvinder
LUX-prisen sikrer en europæisk kvalitetsfilm oversættelse til 23 sprog og bred distribution. Den første vinder blev Fatih Akins "På himlens kant" (2007), der følger en håndfuld menneskers møder og rejser på tværs af Europa. Filmen blev bl.a. tildelt manuskript-prisen i Cannes. I samarbejde med Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen, der støtter LUX-prisuddelingen, byder Cinemateket på gratisvisning af filmen – og indbyder efterfølgende til reception i Asta Bar. Søndag den 9. maj kl.16.00.

Sneakbar – nye film fra Filmværkstedet
Filmværkstedet premierer en kortfilm og to dokumentarer produceret af unge, talentfulde filmskabere: "Jeg fandt to drenge på en ø", "Værelse 112" og "Skråplanet". Efter visningerne er der lagt op til fest og networking i AstaBar.  Der er fri entré, og billetter kan bestilles på telefon 33 74 34 12. Det anbefales at bestille i god tid. Fredag den 7. maj kl. 19.15 (med introduktion) + 21.15 . De tre film vises igen den 21. maj kl. 19.00.

Mest for børn

Børnebiffen – hver torsdag-søndag
For de mindste viser vi bl.a. den lidt ældre film "Jemima og Johnny" (1966), som rækker tilbage til stumfilmenes tid. For de store børn over 11 viser vi på søndage gyseren "Aqualorius" (2008). Børnebiffen viser film torsdag-søndag hele maj måned.

Bio Min Bio - en lillesøster med vinger
Velkommen til Bio Min Bio, der i denne måned viser Wikke & Rasmussens familiefilm "Der var engang en dreng - som fik en lillesøster med vinger" (2006). Søndag den 2. + 16. + 30. maj kl. 12.30. Billetpris: Kun 25 kr.
 

Tags: Cinemateket