Den danske Oscar-komité, der består af repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet, har valgt at indstille May el-Toukhys ‘Kvinde ukendt’ som Danmarks officielle Oscar-kandidat i kategorien ’International Feature Film’. Filmen indgår nu i kapløbet med film fra resten af verden om at blive nomineret til Oscar-prisuddelingen, som finder sted 14. marts 2027 i Los Angeles.
Tine Fischer, direktør for Filminstituttet og forperson for den danske Oscar-komité, siger:
"En enig Oscar-komité har valgt ’Kvinde ukendt’ som Danmarks officielle Oscar-kandidat. May el-Toukhy har allerede skrevet historie, da hun med ’Kvinde ukendt’ blev den blot anden danske instruktør til at vinde Guldløven i Venedig, der i 1955 gik til ’Ordet’ af Carl Th. Dreyer. ’Kvinde ukendt’ er en modig og kompromisløs film, der undersøger skyld, skam og moral og viser, hvordan kvinders kroppe og skæbner bliver centrum for samfundets fordømmelse og kontrol. Det er en film, der ikke giver lette svar, men tør stille svære og vigtige spørgsmål. Med sin stærke kunstneriske vision og tematiske kompleksitet har den de helt rette forudsætninger for at gøre sig gældende i Oscar-ræset."
Om Kvinde ukendt
København, i maj 1945 står Marie foran sit sommerbryllup med en ældre, velanset enkemand. I flere år har hun været ung pige i huset og taget sig af hans datter. Nu synes et nyt liv endelig inden for rækkevidde. Men under den tilsyneladende idylliske overflade gemmer sig en hemmelighed, der kan knuse hendes drøm. Og jo tættere en afsløring kommer om hendes skamfulde fortid, desto højere er den pris, hun er villig til at betale. Ingen må kende sandheden.
’Kvinde ukendt’ er instrueret af May el-Toukhy. Hendes forrige film ’Dronningen’ vandt publikumsprisen på den prestigefulde Sundance Film Festival og herhjemme modtog den både Robert- og Bodil-priser. Siden har el-Toukhy instrueret episoder af den Emmy-vindende serie ’The Crown’ og har været en af initiativtagerne til Dogme25, der blev lanceret under Cannes Film Festival i 2025.
’Kvinde ukendt’ vandt Guldløven på Venedig Filmfestival, hvor Mathilde Arcel blev hædret med Coppa Volpi for bedste kvindelige skuespiller for rollen som ’Marie’. May el-Toukhy var den første danske instruktør til at modtage festivalens hovedpris, siden Carl Th. Dreyers ’Ordet’ modtog Guldløven i 1955.
’Kvinde ukendt’ blev sidenhen vist på Toronto International Film Festival, i Centrepiece-programmet, og er udtaget til hovedkonkurrencen på BFI London Film Festival, samt til det officielle program på Busan Film Festivalen i Korea til oktober.
Manuskriptet er skrevet af Maren Louise Käehne og May el-Toukhy. Filmen er produceret af Mikael Christian Rieks for Nordisk Film Production.
’Kvinde ukendt’ er støttet af Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Annette K. Olesen og får dansk biografpremiere 4. februar 2027 som en del af Biografklub Danmark.
Filmen er tilmeldt af Nordisk Film og er kvalificeret på baggrund af kommerciel norsk biografpremiere, indenfor kvalificeringsperioden udstukket af det amerikanske filmakademi (AMPAS).
Tre danske minor koproduktioner udvalgt som Oscarkandidater
Tre danske minor koproduktioner er udpeget som nationale kandidater til en Oscar-nominering i kategorien Bedste internationale film.
Fjord
Den rumænske instruktør Cristian Mungiu’s ’Fjord’ er indstillet som Rumæniens Oscar-kandidat.
Filmen vandt Guldpalmen på årets Cannes Filmfestival og er koproduceret af Katrin Pors og Mikkel Jersin for Snowglobe.
’Fjord’ følger ægteparret Lisbet og Mihai Gheorghiu, der flytter til en lille landsby ved en norsk fjord. Her bliver de venner med familien Halberg, og familiernes børn knytter tætte bånd på tværs af forskelle i opvækst og værdier.
I hovedrollerne ses norske Renate Reinsve og rumænskfødte Sebastian Stan.
’Fjord’ er støttet ved minor koproduktionsordningen af Det Danske Filminstitut og distribueres i Danmark af Øst for Paradis og får dansk biografpremiere 14. januar.
Markens Grøde
Hans Petter Moland’s film ’Markens grøde’ er indstillet som Norges Oscar-kandidat, og har netop haft verdenspremiere på Toronto International Film Festival, efterfulgt af europæisk premiere på San Sebastian International Film Festival.
Filmen er en fortælling om overlevelse, skyld, frihed og kærlighed – og om brydningen mellem menneske og natur, tradition og modernitet.
Dansk-svenske Asta August og norske Herbert Nordrum spiller hovedrollerne. Manuskriptet er skrevet af Hans Petter Moland og Gard B. Eidsvold og filmen er koproduceret af Chris Sanger og Birgitte Skov for Scanbox Production.
’Markens grøde’ er støttet ved minor koproduktionsordningen af Det Danske Filminstitut og distribueres i Danmark af Scanbox Entertainment og får dansk biografpremiere 14. januar.
Hold fast i mig
Myrsini Aristidous cypriotisk-danske spillefilm ’Hold fast i mig’ er indstillet som Cyperns Oscar-kandidat.
’Hold fast i mig’ er koproduceret af Anders N. Berg for Fredo Pictures. Filmen fik premiere på Sundance Film Festivalen tidligere på året, hvor den vandt publikumsprisen.
Filmen følger 11-årige Iris, der en sommer opdager, at hendes far Aris, som hun ikke har haft kontakt med, er vendt tilbage til byen for at deltage i sin egen fars begravelse. Iris opsøger ham på et forfaldent skibsværft, hvor han har isoleret sig. Aris afviser hende i første omgang, men Iris giver ikke op, og langsomt opstår et skrøbeligt forhold mellem far og datter, præget af både gnidninger, narrestreger og uventet ømhed.
’Hold fast i mig’ er støttet ved minor koproduktionsordningen af Det Danske Filminstitut og distribueres i Danmark af Angel Films.