Dansk film i Cannes 2026

CANNES. En dansk producer er udtaget til Producer on the Move, Nicolas Winding Refns thriller ’Her Private Hell’ vises udenfor konkurrence og to DFI-støttede koproduktioner er udtaget til den prestigefulde sydfranske festival, der finder sted fra den 12.-23. maj.

Dansk producer blandt Europas mest lovende

Maria Møller Kjeldgaard fra Manna Film er udvalgt som en af de 20 europæiske producere i det anerkendte talentprogram ’Producers on the Move’, der finder sted under festivalen.

Hun er uddannet fra Super16 i 2016. Hun har en kandidatgrad i filmvidenskab fra Københavns Universitet og har produceret ni kortfilm, en webserie, to dokumentarfilm i spillefilmslængde og fire spillefilm.

Maria Møller Kjeldgaard har produceret Isabella Eklöf’s ’Kalak’ (2023), som vandt to priser på San Sebastian IFF, Zara Zerny’s dokumentarfilm ’Ekko af kærlighed’ (2024) der blev vist på IDFA, samt Malene Choi’s ’Stille liv’ (2023), der blev vist på Berlinalen, hvor filmen vandt den eftertragtede FIPRESCI pris. Senest producerer hun Selma Sunnivas debutspillefilm ’Pigedyr’ (2026) som i øjeblikket er i post-produktion.

Formålet med Producer on the Move er at styrke nyere europæiske producenters netværk i den internationale filmbranche og sætte dem i kontakt med potentielle koproduktionspartnere. Det sker gennem et intensivt forløb med møder, pitchingfora, casestudier, sociale sammenkomster og pressetiltag.

Her Private Hell

Nicolas Winding Refns thriller ‘Her Private Hell’ vises udenfor konkurrence. På rollelisten er Sophie Thatcher, Charles Melton, Havana Rose Liu, Kristine Froseth, Diego Calva, Shioli Kutsuna, Aoi Yamada og Hidetoshi Nishijima. 

'Her Private Hell' er danskproduceret af byNWR Originals ApS og optaget i København/Danmark med et dansk filmhold. NEON distribuerer filmen.

I 2011 vandt Refn vandt prisen for bedste instruktør på Cannes Film Festival for filmen ’Drive’. Siden da har hans film ’Only God Forgives’ (2013) og ’The Neon Demon’ (2016) dystet om Guldpalmen i festivalens hovedkonkurrence.

En dansk DFI-støttet koproduktion kæmper om Guldpalmen

’Fjord’ af rumænske Christian Mungiu er udtaget til Official Selection Competition. Filmen er koproduceret af Katrin Pors og Mikkel Jersin for Snowglobe og har den dansk-svenske skuespiller Lisa Carlehed i rollen som Mia, Kaspar Kaae er komponist og Kristian Eidnes Andersen har stået for lyddesign og mix.

Filmen fortæller historien om Lisbet og Mihai Gheorghiu, et par der flytter til en lille landsby ved en norsk fjord, hvor de bliver venner med deres naboer, familien Halberg. De to familiers børn knytter tætte bånd til hinanden på trods af forskelle i opvækst og værdier.

’Fjord’ distribueres af Øst for Paradis.

Directors Fortnight

’Low Expectations’ af norske Eivind Landsvik får verdens premiere i Cannes sideprogrammet ’Directors Fortnight’. Filmen er koproduceret af Mikkel Jersin og Oline Nordentoft for Snowglobe. Danske Frederikke Hoffmeier har komponeret musikken og Abebo Josephine Bø Getachew står for kostumedesign.

Filmen handler om Maja, der på toppen af sin musikkarriere bryder sammen og må træde væk fra sine ambitioner. Deprimeret og uden penge flytter hun hjem til sin mor og arbejder deltid på et lokalt gymnasium. Langt fra rampelyset, omgivet af hverdagens venlighed, finder hun langsomt tilbage til livet.

Dansk dokumentar på Cannes Docs

Christina Martiny Moltke præsenterer sin dokumentarfilm ’All i Ever Wanted’ på The Five Nordics Docs-in-Progress Showcase på Cannes Docs i Cannes Marché. Filmen er Moltkes debutfilm.

’All I Ever Wanted’ produceres af Maria Kristensen og Esther Nissen for Final Cut for Real.

Nordic House i Cannes

Det Danske Filminstitut indgår i samarbejdet ’The Five Nordics’ med de fire andre nordiske lande, der under festivalen sammen har Nordic House på Sq. Merimee 11. I år vil der som noget nyt, være en ’producer hub’, for de nordiske producere. Der er adgang til Nordic House uden akkreditering.

Danskere i Cannes 2026

Cannes Film Festival

Dansk film har traditionelt stået stærkt i Cannes. I 2024 deltog Magnus von Horns ’Pigen med nålen’ i konkurrencen om Guldpalmen. I 2022 deltog Ali Abbasis 'Holy Spider' i hovedkonkurrencen, hvor Zar Amir Ebrahimi modtog skuespillerprisen. Samme år deltog Hlynur Pálmasons 'Vanskabte Land' i Un certain regard. De forgangne 10 år har der været otte danske film i hovedprogrammet.

Festivalen finder i år sted fra 12. til 23. maj.

Tags: