De små børn møder filmen

BØRN. Alle fynske børnehavebørn kan komme gratis i biografen, når 16 af Fyns 17 biografer åbner en helt ny sæson af Børnebiffen i oktober. Over 2500 børn er allerede tilmeldt.

Over 2500 børnehavebørn er allerede tilmeldt Børnebiffen, men biograferne satser på, at mange flere børnehaver vil give børnene en filmoplevelse i biografmørket, når de blænder op for 113 forestillinger med kvalitetsfilm skræddersyet til de 3-6-årige.

Børnebiffen på Fyn er en del af et større filmtiltag, "De Små Børn Møder Filmen", hvor alle 3-6-årige børn får mulighed for at opleve, forstå og skabe film.

Projektet består af

  • Børnebiffen: Biografoplevelser i oktober 2012 og marts 2013
  • Børnebibben: Filmevents på bibliotekerne
  • Filmpilotkurser: Kurser til pædagoger og børnebibliotekarer med fokus på film- og mediepædagogiske aktiviteter og enkle animationsforløb

Alle tilbuddene er gratis for deltagerne.

Læs mere om Børnebiffens filmprogrammer.

Tilmelding

Kurser for de voksne

"Allerede i en tidlig alder er børns hverdag mættet af levende billeder gennem tv, computerspil og film – noget som børnene ofte gør alene eller uden en voksen at dele oplevelserne med," fortæller Ditte Mejlhede, udviklingskonsulent på Det Danske Filminstitut.

"Målet med Børnebiffen er at give alle fynske børnehavebørn fælles kvalitetsoplevelser i biografens mørke. Filmoplevelser, som bagefter kan leve videre i samtaler mellem børnene og de voksne, i børnenes leg og i mediepædagogiske aktiviteter i daginstitutionen. Men de voksne har brug for at blive klædt på til opgaven. De har brug for nogle filmpædagogiske værktøjer til at gå i dialog med børnene om deres oplevelser og mediebrug. Derfor tilbyder vi en række gratis Filmpilotkurser."

For pædagoger og børnebibliotekarer er der elleve Filmpilotkurser fordelt på de ti fynske kommuner. De første kurser er allerede begyndt.

Tilmelding og mere information om kurserne

"De Små Børn Møder Filmen" er et samarbejde mellem Kulturregion Fyn, Det Danske Filminstitut, fynske biografer, biblioteker og daginstitutioner.