'Flugt' er Danmarks Oscar-bud

OSCAR 2022. Den danske Oscar-komité sender Jonas Poher Rasmussen og Final Cut for Reals animerede dokumentarfilm 'Flugt' videre i Oscar-kapløbet om en nominering i kategorien for bedste internationale film.

Mandag eftermiddag mødtes den danske Oscar-komité for at afgøre, hvilken film der skal repræsentere Danmark i det videre kapløb om en nominering i kategorien for bedste internationale spillefilm ved verdens mest prominente prisuddeling.

Valget faldt på Jonas Poher Rasmussens 'Flugt', produceret af Monica Hellström, Signe Byrge Sørensen og Charlotte de la Gournerie for Final Cut for Real.

Den danske komité, der er sammensat af repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet, har valgt filmen fra en liste på i alt tre film, som komitéen udpegede i september. De to øvrige titler i spil var 'Margrete den Første' af Charlotte Sieling og 'Skyggen i mit øje' af Ole Bornedal.

Claus Ladegaard, direktør for Filminstituttet og formand for komitéen, siger om valget:

"I september pegede vi på tre markante titler, og nu er opgaven at sende den film videre, som vi mener kan komme længst i kampen om en nominering.

'Flugt' er en smuk, bevægende og nyskabende fortælling om en flygtning og hans skæbne. Det er historien om den enorme pris, som mennesker på flugt betaler hver eneste dag, også når de er i sikker havn. Jonas Poher Rasmussen fortæller med stor indlevelse, så Amins beretning er svær at ryste af sig. Brugen af animation, musik og realfilm er så fint afstemt, at vi virkelig sanser rædslen og kynismen undervejs i rejsen mod Europa. Men også skønheden, humoren og håbet fylder i Amins historie. Det gør 'Flugt' til en sjældent nuanceret film, der har både stor samfundsmæssig og eksistentiel dybde.

Modtagelsen af 'Flugt' har været overvældende siden premieren på Sundance Filmfestivalen. Filmen har siden været udtaget til en stribe prominente nordamerikanske festivaler. Og snart kommer dens amerikanske biograflancering, ført an af den Oscar-vindende distributør Neon. En så markant synlighed og opbakning giver tyngde i kapløbet. Komitéen tror på, at den flotte internationale rejse kan fortsætte, og at filmens stærke tema og originale form kan bringe den langt."

Om Flugt

Jonas Poher Rasmussens dokumentarfilm om Amin, der for første gang fortæller om sin dramatiske rejse fra Afghanistan til Danmark for 25 år siden, har givet international genklang. Filmen er primært fortalt gennem animation, med sektioner af realfilm vævet ind i historien.   

'Flugt' var blandt de særligt udvalgte titler på Cannes Festivalens digitale udgave i 2020. Ved verdenspremieren på Sundance i år vandt filmen den internationale jurypris. Siden har 'Flugt' modtaget flere prominente priser, blandt andet som bedste nordiske dokumentar på Göteborg Filmfestival og som bedste film på Annecy Animationsfilmfestivalen. Dokumentaren er blandt de nominerede til Nordisk Råds Filmpris 2021, hvor vinderen annonceres 2. november. 

Kontakt

Claus Ladegaard
Adm. direktør
Tlf. +45 4032 6212
clausl@dfi.dk

'Flugt' har senest været udtaget til en stribe toneangivende nordamerikanske festivaler som Telluride, Toronto og New York. Den blev for nylig nomineret til priser ved Gotham Awards og Critics Choice Documentary Awards, to amerikanske prisuddelinger der siges at udgøre væsentlige pejlinger i Oscar-sammenhæng.
 
Stor anerkendelse er kommet fra internationale kritikere. Blandt andet skrev britiske The Guardian ved verdenspremieren på Sundance, at "'Flugt' er en bemærkelsesværdigt humaniserende og kompleks film, der udvider og udfolder en type historier, der alt for let lader sig forenkle." Siden har filmen modtaget et hav af roser for sit "intime" og "bevægende" portræt og for sin "modige" brug af animation. Også den danske premiere 17. juni gav anledning til varme anbefalinger fra de danske anmeldere.

Den amerikanske distributør Neon, der lancerede Oscar-vinderen 'Parasite', har købt 'Flugt' til nordamerikansk distribution, med planlagt biografpremieren den 3. december. Monica Hellström, Signe Byrge Sørensen og Charlotte de la Gournerie har produceret for Final Cut for Real med støtte fra Filminstituttet.

Den danske Oscar-komité

Den danske komité består af følgende repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet:

Formand Claus Ladegaard fra Det Danske Filminstitut, Jacob Jarek fra Producentforeningen, Tea Lindeburg fra Danske Filminstruktører, Mette Heeno fra Danske Dramatikere, Jan Weincke fra Dansk Filmfotograf Forbund, Nanna Frank Rasmussen fra Danske Filmkritikere, Søren Søndergaard fra Danske Biografer og Filminstituttets afdelingschef for Fiktion, Marianne Moritzen.

Regler og datoer for Oscar-kapløbet

Hvert land kan indstille én film til nominering i kategorien International Feature Film. Sidste år lå det samlede antal godkendte, indstillede film på 93.

Det Amerikanske Filmakademis regler kræver, at filmen har haft national biografpremiere i perioden fra 1. januar til 31. december 2021, at den er produceret uden for USA, og at den har et andet sprog end engelsk som det væsentligste dialogsprog. 

Tidsfristen for indmelding til Det Amerikanske Filmakademi er 1. november. Herefter vurderes de indstillede film, der reduceres til en liste på 15 film. Denne såkaldte shortliste annonceres den 21. december. 

Alle Oscar-nomineringer, inklusive de fem film i kategorien International Feature Film, udmeldes den 8. februar. Den 94. Oscar-prisuddeling afholdes den 27. marts i Los Angeles.


Danske Oscar-film

Fire danske film har vundet en Oscar i den internationale kategori: 

Gabriel Axels 'Babettes gæstebud' i 1988, Bille Augusts 'Pelle Erobreren' i 1989, Susanne Biers 'Hævnen' i 2011 og Thomas Vinterbergs ’Druk’ i 2021.

Herunder ses danske Oscar-indstillinger siden Susanne Biers Oscar-vinder i 2011. Listen er sorteret efter året for prisuddelingen:

2021 Druk / Thomas Vinterberg / Oscar-vinder
2020 Dronningen / May el-Toukhy
2019 Den skyldige / Gustav Möller / Oscar-shortlistet
2018 Du forsvinder / Peter Schønau Fog
2017 Under sandet / Martin Zandvliet / Oscar-nomineret
2016 Krigen / Tobias Lindholm / Oscar-nomineret
2015 Sorg og glæde / Nils Malmros
2014 Jagten / Thomas Vinterberg / Oscar-nomineret
2013 En kongelig affære / Nikolaj Arcel / Oscar-nomineret
2012 Superclásico / Ole Christian Madsen / Oscar-shortlistet
2011 Hævnen / Susanne Bier / Oscar-vinder

Over årene har Danmark også markeret sig ved Oscar-festen med kortfilm og dokumentarfilm. Se Filminstituttets Oscar-oversigt.