Lone Scherfig filmer ensembledrama i Toronto, New York og København

I PRODUKTION. Sammen med det danske selskab Creative Alliance har Lone Scherfig netop indledt optagelserne til sin næste film, der er instruktørens første danskproducerede i ti år. En russisk restaurant i New York danner rammen om ensembledramaet med et stort cast af internationale og danske navne.

Holdet bag Lone Scherfigs kommende spillefilm er i disse dage samlet i Toronto, hvor optagelserne netop er gået i gang til instruktørens store ensembledrama om en gruppe ensomme mennesker, hvis veje krydses i en russisk restaurant i New York. Efter Toronto rykker filmholdet videre til New York og siden til København.

Dramaet, der endnu er uden titel, er Scherfigs første danskproducerede film siden 'Hjemve' fra 2007. Selskabet bag er danske Creative Alliance, som Scherfig selv var medstifter af i 2013 sammen med en række andre fremtrædende danske instruktører og producere. 

Historien, der også har manus af Scherfig, beskrives som et moderne eventyr og udfolder sig i en spektakulær russisk restaurant i hjertet af New York. En gruppe isolerede mennesker gennemgår deres livs værste kriser, og restauranten danner rammen om et forløb på otte måneder, hvor de gennem tilfældigheder og næstekærlighed bliver hinandens nærmeste allierede. 

Det store persongalleri tæller: den unge mor Clara, som forsøger at undslippe sin voldelige mand; den generte sygeplejerske Alice, som har fundet sit kald; den tidligere kriminelle Mark, der nu er chef for restauranten; den unge mand Jeff, der desperat har brug for et arbejde; advokaten John Peter, der har høj moral men lavt selvværd; og endelig restaurantens ejer Timofey, der er tredje generation af russiske immigranter. 

Scherfig har samlet et stort hold af skuespillere kendt fra europæiske og amerikanske film:

Zoe Kazan (Clara), Andrea Riseborough (Alice), Tahar Rahim (Mark), Caleb Landry Jones (Jeff), Jay Baruchel (John) samt Bill Nighy (Timofey), som Scherfig samarbejdede med på sin seneste film 'Their Finest Hour'. På rollelisten er også danske Esben Smed og David Dencik.

Fotograf er Sebastian Blenkov, der også skød Scherfigs to seneste britiske film 'Their Finest Hour' og 'The Riot Club'. I nøglefunktioner bag kameraet er desuden scenograf Carol Spier, kostumier Louize Nissen og komponist Mark Korvin.

Malene Blenkov producerer for Creative Alliance og Strada Films i Canada, og filmen koproduceres med Frankrig, Tyskland og Sverige. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut via Konsulentordningen og har også modtaget finansiering fra blandt andet DR og Copenhagen Film Fund.

SF Studios distribuerer filmen i Skandinavien. En dansk premiere er endnu ikke fastlagt.