Summer Camp med filmproduktion for børn

FILM-X. I år kan børn og unge prøve noget nyt i Cinematekets filmstudier FILM-X. Her kan 8-14-årige komme på Summer Camp og lære at lave film.

Cinematekets filmstudier FILM-X inviterer i sommerferien børn og unge ind i filmens verden. FILM-X rummer syv filmstudier, hvor der både er fysiske kulisser og greenscreen. Her kan børn og unge selv producere film, eksperimentere med en lang række filmgenrer og blive klogere på filmsprog og filmiske virkemidler.

Hen over sommeren står FILM-X's faste guider og gæstelærere for tre workshops, hvor 8-14-årige får mulighed for at lave deres egne film, og det er kun fantasien, der sætter grænser. Samtidig med at deltagerne lærer at fortælle historier i levende billeder, er det en sjov og hyggelig måde at være sammen med venner - og få nye kammerater. De tre Summer Camps foregår i uge 27, 28 og 32. 

Booking

Karina de Freitas Olesen
Koordinator, Børn og unge
Tlf. +45 3374 3597
karinadfo@dfi.dk

Deltagerne vil komme til at arbejde med forskellige genrer, udvikling af et dramatisk forløb, skuespil og improvisation, lydeffekter og klip. De skal også se små film til inspiration og lære om filmmediets mange muligheder og facetter.

Der bliver lejlighed til at fordybe sig i de forskellige arbejdsfunktioner på et filmset, da alle kommer til at prøve at instruere, fotografere, klippe osv. i løbet af de dage, workshoppen varer.

Filmproduktionen foregår i små grupper med 5-6 børn, som hver dag afslutter med en premiere på dagens produktion i Cinematekets Bio Benjamin. 

Læs mere om FILM-X-studierne

Praktiske oplysninger

Tid og sted:

FILM-X i Cinemateket, Vognmagergade 11, 1120 København K

  • Uge 27 og 32, tirs.-tors. kl. 9:30-14. Målgruppe 8-11 år.
  • Uge 28, man.-tors. kl. 9:30-15. Målgruppe 11-14 år.

Pris:

  • Uge 27 og 32: 650 kr. (inkl. forplejning)
  • Uge 28: 800 kr. (inkl. forplejning)

Tilmeldingsfrist:

Booking er åben. Sidste frist for tilmelding er torsdag den 18. juni 2020.

Antal deltagere:

Der kan være max.16 deltagere pr. camp. Der skal være minimum 10 deltagere, for at campen gennemføres.