Thea og den vilde flod på BUSTER

BUSTER. Fantasi og søskendeforhold er temaet i "Thea og den vilde flod", som de mindste biografgængere kan se i Børnebiffen på BUSTER Filmfestival. FILMupdate har talt med filmens ene instruktør Catherine Kunze.

Thea på tre år er på camping i de franske bjerge med sine forældre og sin fem-årige storesøster Chloë. Thea glæder sig til at bade i floden med Chloë, men da storesøsteren finder en fransk veninde glemmer hun alt om Thea og tager til floden med sin nye veninde. Thea keder sig og føler sig udenfor. Heldigvis finder hun en ønskesten, som hun bruger til at gøre floden magisk. Så vil de andre børn gerne lege med Thea.

"Vi vil gerne gøre det hverdagsagtige magisk" – Catherine Kunze

Filmen er instrueret af parret Catherine Kunze og Jacob Wellendorf. Catherine Kunze fortæller, at instruktørerne arbejdede intuitivt på optagelse i de franske bjerge, hvor de udelukkende satte rammerne for filmen, så børnene kunne udfolde sig frit. Filmens fiktionshistorie blev derefter skabt ud fra det dokumentariske materiale.

BUSTER 2012

Tid: 13.-23. september
Sted: København og omegn
Billetter: Bestilles og hentes i den aktuelle biograf. Pris: 15 kr. 
Billetter til ikke-biograf-aktiviteter bestilles på www.buster.dk
FILM-X-billetter bestilles hos FILM-X på 3374 3410 og i weekenden på 3374 3412.

"Børnene tænker ikke over, at de bliver filmet, de er efterhånden vant til det", fortæller Kunze om Thea og Chloë, som er instruktørernes egne børn. Pigerne var desuden tidligere hovedpersoner i den prisvindende tv-serie "Det Gule Hus", som instruktørparret også står bag.

I "Thea og den vilde flod" gør Theas fantasi floden magisk og fuld af overnaturlige dyr og væsener. Magien kommer ifølge Catherine Kunze helt naturligt:

"Vi bruger altid magi i vores film. Børn har et andet og langt mere fantasifuldt forhold til virkeligheden end voksne. "Vi vil gerne gøre det hverdagsagtige magisk og være tro mod børnenes verden", forklarer Kunze.

Filmkonsulent Dorte Høeg Brask fremhæver filmen for netop at vise en verden i børnehøjde: "Filmen viser instruktørernes unikke talent for at indfange fantasien og nysgerrigheden i et barnesind. Det er blevet en meget fin lille film båret af Theas fortællerstemme, der fortæller om hvordan, hun oplever at være udenfor, og hvordan fantasien giver kraft til at opfinde væsner og glemme tid og rum for et øjeblik."

Instruktørerne har vundet flere internationale priser med "Det gule hus", bl.a. på BANFF World Television Festival i Canada og Hugo Television Awards i Chicago. Et afsnit af serien er købt af MOMA i New York.

Jacob Wellendorf og Catherine Kunze har også skrevet manuskript og Ulrik Gutkin producerer for Copenhagen Film Company ApS med støtte fra Det Danske Filminstitut, DR, Islandsk TV og Nordisk Film og TV Fond.

På Filmstriben.dk fra den 20. september. 
I Cinematekets program Børnebiffen i oktober. 
På både DR1 og Ramasjang fra årsskiftet.

Visninger på BUSTER
Program: Børnebiffen 4 år +
Tid: 19. sep. kl. 12.30, 20. sep. kl. 10.00 og 22. sep. kl. 11. 15.
Sted: Cinemateket.

Klip fra filmen og BUSTERs program

BUSTER-logo-2012-web