Den danske Oscar-komité har i dag udvalgt de tre film, der har chancen for at blive Danmarks kandidat i kapløbet om en nominering i kategorien 'International Feature Film' ved den kommende Oscar-prisuddeling i Los Angeles.
Komitéen, der består af repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet, mødes igen den 25. september for at udvælge den endelige kandidat.
Tine Fischer, direktør for Filminstituttet og formand for komitéen, siger:
”Det er Oscar-komitéens opgave at udpege de tre film, som vi vurderer har de stærkeste muligheder for at nå bredt ud internationalt. ’Dobbeltfejl’, Hjem’ og ’KVINDE UKENDT’ har allerede vakt betydelig interesse uden for Danmark, og tilsammen tegner de et enestående stærkt billede af dansk films kunstneriske niveau og internationale gennemslagskraft. Det er tre væsens forskellige film, som på hver deres måde rammer dét DNA, der tegner tidens Oscar-vindere, nemlig det kunstnerisk modige, det historisk og tematisk komplekse og det universelt nærværende. Vi har god grund til at sige, at dansk film, som international filmnation, står stærkt med årets kandidater.”
De endelige nomineringer til Oscaruddelingen 2027 offentliggøres 21. januar. Oscar-prisuddelingen finder sted 14. marts 2027 i Los Angeles.
Om de tre film
KVINDE UKENDT
København, i maj 1945 står Marie foran sit sommerbryllup med en ældre, velanset enkemand. I flere år har hun været ung pige i huset og taget sig af hans datter. Nu synes et nyt liv endelig inden for rækkevidde. Men under den tilsyneladende idylliske overflade gemmer sig en hemmelighed, der kan knuse hendes drøm. Og jo tættere en afsløring kommer om hendes skamfulde fortid, desto højere er den pris, hun er villig til at betale. Ingen må kende sandheden.
’KVINDE UKENDT’ er instrueret af May el-Toukhy, hvis seneste film ’Dronningen’, vandt publikumsprisen på den prestigefulde Sundance Film Festival og herhjemme modtog både Robert- og Bodil-prisen. Siden har el-Toukhy instrueret episoder af den Emmy-vindende serie ’The Crown’ og har senest været en af initiativtagerne til Dogme25, der blev lanceret under Cannes Film Festival i 2025.
’KVINDE UKENDT’ er udtaget til hovedkonkurrencen ved Venedig Filmfestival, hvor den får verdenspremiere. Den er desuden udtaget til Toronto Film Festival, hvor den vises i Centrepice-programmet, samt i hovedkonkurrencen på BFI London Film Festival.
Manuskriptet er skrevet af Maren Louise Käehne og May el-Toukhy. Filmen er produceret af Mikael Christian Rieks for Nordisk Film, og hovedrollerne spilles af Mathilde Arcel og Carsten Bjørnlund.
’KVINDE UKENDT’ er støttet af Det Danske Filminstitut og får dansk biografpremiere 4. februar 2027 som en del af Biografklub Danmark.'
Dobbeltfejl
Amalie Næsby Ficks ’Dobbeltfejl’ finder sted i et lille lokalmiljø i en forstad, der rystes efter et påstået seksuelt overgreb på en teenagedreng, begået af to drenge. Da den succesfulde ejendomsmægler Anne Sofie opdager, at hendes søn er dybere involveret, end hun først troede, må hun beskytte ham og familiens renommé – koste hvad det vil.
Det bringer hende på direkte kollisionskurs med hendes mangeårige veninde Sara og en tredje mor, Ulrikke, i en kamp hvor alle tre kvinder kæmper for at redde sig selv og deres sønner.
Manuskriptet er skrevet af Sara Isabella Jønsson og Nikolaj Arcel. Filmen er produceret af Louise Vesth for Zentropa og hovedrollerne spilles af Sidse Babett Knudsen, Sofie Gråbøl og Asta August.
’Dobbeltfejl’ får verdenspremiere i programmet Discovery på Toronto International Film Festival. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut og får dansk biografpremiere 24. september 2026 som en del af Biografklub Danmark.
Hjem
I 1991 er Balkanregionen er i opløsning. Tilskyndet af hele situationen rejser den 6-årige Maja sammen med sine forældre til Danmark og efterlader sine to ældre brødre derhjemme med løfte om en snarlig genforening. Men mødet med det forjættede land, Danmark, bliver en hård prøve for den lille familie og ikke mindst for Maja, som undrende ser på, hvordan hendes forældre desperat forsøger at tilpasse sig en helt ny verden med dens sære regler og traditioner.
’Hjem’ er instrueret af Marijana Jankovic og produceret af Mads August Grarup Hertz for Nordisk Film Production. Manuskriptet er skrevet af Marijana Jankovic, Babak Vakili og Bo hr. Hansen. Filmen havde verdenspremiere på Rotterdam Filmfestivalen, hvor den blev vist i programmet ’Big Screen Competition’.
’Hjem’ er støttet af Filminstituttet og fik dansk biografpremiere 13. maj 2026.