Berlin har Museumsinsel, Amsterdam har Museumplein, Wien har Museumsquartier. Fra i dag har København Parkmuseerne.
Idéen bag Parkmuseerne er at skabe fælles udstillinger og arrangementer på seks museer beliggende i omkredsen af Kongens Have. Deltagerne er Statens Museum for Kunst, Rosenborg Slot, Davids Samling, Den Hirschsprungske Samling, Statens Naturhistoriske Museum og Filmhuset.
Det nye fællesskab hilses velkomment af Det Danske Filminstituts direktør Henrik Bo Nielsen:
"Vi glæder os til et tættere samarbejde med de øvrige kunst- og kulturinstitutioner i området. Vi har hver især meget at byde på – men sammen kan vi både etablere et mere synligt museumskvarter i gåafstand i byen, nå ud til nye brugergrupper og forhåbentligt også, på tværs af det grønne imellem os, skabe helt nye oplevelser til inspiration for alle."
I dag blev initiativet indviet – og senere på ugen åbner seks koordinerede udstillinger med det fælles tema, blomster, og et program med fælles aktiviteter og events.
Blomster
Og blomster bliver der på Filmhuset, der huser en af verdens største samlinger af filmstills. Temaet har givet anledning til en udstilling af filmbilleder, der har det til fælles, at de bruger blomster ikonografisk. Nogle slår en romantisk tone an, andre er ironiske og andre igen bruger primært blomster af grafisk motivation.
Udstillingen er kurateret af Billed- og Plakatarkivet, og alle stills er blæst op i stort format og kan ses i Filmhusets publikumsområde. Der er fri entré til udstillingen, der åbner onsdag den 20. marts. Læs mere og deltag i Cinematekets Facebook-konkurrence på med dit eget bud på et blomsterrelateret film still.
Cinemateket har i hele marts måned sat blomsterpræg på Bio 12:30 midt på dagen. Blandt andet kan man møde en en purung Jack Nicholson i Roger Cormans sort-humoristiske kultfilm "Gys i blomsterbutikken” fra 1960 tirsdag den 26. marts kl. 16.30.
Filmhusets interaktive filmstudie for børn og unge, FILM-X, er også med på blomstertemaet med en særlig stafet-animationsfilms-dag. Tirsdag den 26. marts kan alle børn og deres voksne bidrage til en fælles "blomster-forårsfilm". Det tager mellem 15 og 30 minutter at sætte sit helt eget præg på en scene til filmen – og så er der en anden, der overtager stafetten. Til sidst bliver det hele til én lang film, som vises kl. 16.30, i husets Benjamin-biograf.
Arrangementet er gratis og efter først til mølle-princippet – bare mød op ved FILM-X i Filmhuset. Første hold går i gang kl. 12, og sidste mulighed for at bidrage er kl. 15.45. En FILM-X-guide vil instruere i det letforståelige animationsprogram. Medbring gerne blomster, blade, grene eller andet til filmen. Læs mere.
Læs mere om Parkmuseerne på www.parkmuseerne.dk.