3 danske instruktører til Cannes

Melancholia, Drive, Labrador: 3 danske instruktører, Lars von Trier, Nicolas Winding Refn og Frederikke Aspöck, har film i hovedprogrammet på dette års Cannes Festival.

Melancholia-409-photo-by-Ch
Kirsten Dunst som Justine i Lars von Triers "Melancholia", der er på vej til Cannes Festivalen. Foto: Christian Geisnæs.

Lars von Triers "Melancholia" deltager i hovedkonkurrencen under Cannes Festivalen, der afholdes fra 11. til 22. maj. Nicolas Winding Refns amerikansk producerede "Drive" er også udtaget til hovedkonkurrencen, mens Frederikke Aspöcks "Labrador" vises som special screening i hovedprogrammet.

Alle tre film får verdenspremiere på Cannes Festivalen, der dog stadig ikke har meldt ud om alle serierne i årets program.

Melancholia

Lars von Triers "Melancholia" er en smuk film om verdens undergang. Justine og Michael fejrer deres bryllup med en storslået fest hos Justines søster og svoger. I mellemtiden er planeten Melancholia på vej mod Jorden.

Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg og Kiefer Sutherland spiller hovedrollerne i von Triers psykologiske katastrofefilm sammen med Alexander Skarsgård, Charlotte Rampling, Jesper Christensen, John Hurt, Stellan Skarsgård, Udo Kier mfl.

"Melancholia" er skrevet og instrueret af Lars von Trier og bag kameraet står den prisvindende fotograf Manuel Alberto Claro DFF. Meta Louise Foldager og Louise Vesth har produceret for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Filmen, der får dansk premiere den 26. maj er solgt til det meste af verden blandt andet USA, England, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien.

Trailer til "Melancholia"

Labrador

Frederikke Aspöcks "Labrador" er et kammerspil under åben himmel. Det unge par Stella og Oskar besøger hendes far, kunstneren Nathan, på en svensk vindomsust ø, hvor han bor alene med sin hund. Her afslører Stella, at hun er gravid. Den oplysning kiler sig ind mellem de tre karakterer og gør deres indbyrdes forhold mere vakkelvornt, end det i forvejen var. Især de to mænd krydser klinger, for de har hvert deres syn på, hvad der er bedst for Stella.

Frederikke Aspöck vandt i 2004 prisen for bedste filmskolefilm i serien Cinéfondation på Cannes Festivalen med kortfilmen "Happy Now". Derfor har festivalen inviteret "Labrador", som er hendes første spillefilm, til en special screening i hovedprogrammet uden for konkurrence.

I rollerne ses Stephanie León, Carsten Bjørnlund og Jakob Eklund. Daniel Dencik har skrevet manuskript til "Labrador", og Thomas Heinesen har produceret for Nordisk Film med støtte fra New Danish Screen. Filmen har dansk premiere senere på året.

Drive

I Nicolas Winding Refns Hollywood-producerede "Drive" spiller Ryan Gosling fra "Half Nelson" hovedrollen som en Hollywood-stuntmand med et bijob som getaway driver i filmbyens kriminelle underverden.

Ud over Ryan Gosling har Refn sammensat er hold med bl.a. Carey Mulligan fra Lone Scherfigs "An Education" og veteraner som Albert Brooks og Ron "Hellboy" Pearlman samt Bryan Cranston og Christina Hendricks, som de sidste år er blevet verdenskendt for deres roller i tv-serierne "Breaking Bad" og "Mad Men".

"Selv fra de små billeder, som Nicolas Winding Refn viser på sin iPhone, fornemmer man en forførende stemning af pulp, noir og L.A.-sentimentalitet," skriver Eva Novrup Redvall i en artikel om Winding Refns "Drive" i det kommende nummer af FILM, der udkommer den 6. maj, op til Cannes Festivalens start.

Følg med på Det Danske Filminstituts Cannes-website: www.dfi.dk/cannes