Amanda Knox på Netflix

PREMIERE. Det var Mette Heides sikre hånd som producer, der fik hende ombord på "Amanda Knox", fortæller instruktørerne Brian McGinn og Rod Blackhurst. Dokumentarfilmen, der kigger bag om de store avisoverskrifter i sagen om den amerikanske udvekslingsstudent og drabet på hendes bofælle, får premiere som en Netflix Original fredag den 30. september.

Den er blevet kaldt "århundredets mordsag". Historien om Amanda Knox og hendes daværende kæreste Raffaele Sollecito, der to gange blev dømt og to gange frikendt for mordet på Meredith Kercher, fascinerede medierne og skabte sensation i de næsten ti år, som sagen varede.

Men hvorfor var offentligheden så manisk optaget af især hovedpersonen Amanda Knox og så lidt fokuseret på at forstå sagens sammenhænge?

Det var netop det centrale spørgsmål, der fik de to amerikanske instruktører Brian McGinn og Rod Blackhurst til at interessere sig for historien om den unge amerikanske studerende Amanda Knox, der i efteråret 2007 tager til den italienske universitetsby Perugia på et etårigt studieophold.

Da hendes britiske bofælle Meredith Kercher findes brutalt myrdet i deres fælles lejlighed, bryder helvede løs for Knox og kæresten Sollecito, der anholdes og efterfølgende, i 2009, bliver fundet skyldige i seksuelt overfald og drab på Kercher og idømmes fængselsstraf i henholdsvis 26 og 25 år. Først i 2015 bliver de to endeligt frikendt af den italienske højesteret.

Kommentar til True Crime

"Hvad var det ved denne historie, der kunne få så mange mennesker op af stolen?" spørger Brian McGinn. "Det er jo grundlæggende en forfærdelig tragedie: en ung kvinde dør i en al for tidlig alder, og tre andre unge [Knox, Sollecito samt Rudy Guede, der stadig sidder i fængsel, red.] tiltales for mord. Alligevel var hele sagen blevet til ren underholdning."

Citatet stammer fra vores engelsksprogede interview med filmens to instruktører, der fortæller, hvordan de fik adgang til sagens hovedpersoner, og hvordan deres film i høj grad er en kritisk kommentar til vores moderne fascination af true crime-historier.

I interviewet uddyber McGinn og Blackhurst, hvordan den danske producer Mette Heide havde den perfekte profil til projektet.

"Mette og jeg gled direkte fra 'Rekordmanden' til 'Amanda Knox'," siger McGinn, der lavede filmen om verdensrekordholderen i verdensrekorder Ashrita Furman sammen med Mette Heide i 2012. "Vi var heldige at have hende til at styre os igennem en så lang og intens optageproces."

Læs hele interviewet The Truth behind the Headlines

Toronto og nu Netflix

"Amanda Knox" havde verdenspremiere på Toronto Filmfestivalen i starten af september. Her blev dokumentarfilmen fremhævet af kritikere som et "fascinerende forsøg på at få en mere afbalanceret forståelse af, hvem Knox var", med branchebladet Screens ord.

Variety kaldte filmen en "rammende" gengivelse af, "hvordan sensationsjournalistikkens uvirkelighed er listet gennem de digitale portaler ind i mainstreamen og er blevet en del af den giftige atmosfære af misinformation, som vi nu alle sammen indånder."

Filmen er produceret af Mette Heide og Plus Pictures som en Netflix Original og kan ses på streamingtjenesten fra 30. september.

Se trailer