Antropologer nominerer Tankograd

Margaret Mead Festivalen i New York nominerer og viser Boris Bertrams dokumentarfilm "Tankograd".

Boris Bertrams "Tankograd" er nomineret til en Margaret Mead Film Award, som uddeles den 14. november i New York i forbindelse med USAs største etnografiske dokumentarfilmfestival.

Prisen vil gå til "en auteur, der med kunstnerisk styrke, original fortællestil og i antropologen Margaret Meads ånd tilbyder et nyt perspektiv på en fremmed kultur."

"Tankograd" følger unge dansere i et dansekompagni i den radioaktivt voldsomt forurenede russiske by, Chelyabinsk.

Filmen får sin officielle amerikanske premiere ved et særarrangement på Margaret Mead Festivalen den 12. november. Ved den visning bliver soundtracket opført live af komponisterne Sara Savery og Tobias Wilner Bertram fra bandet Ghost Society.

"Jeg ønsker at fortælle en virkelig og væsentlig historie, men med en anden poesi, end man kan opleve i det amerikanske nyhedsmagasin '60 Minutes'," har instruktøren udtalt til FILMupdate. "At lave en stærk politisk fortælling, som samtidig er en stærk personlig fortælling, hvor man kan mærke menneskerne bag." (Interview med Boris Bertram om Tankograd: "Radioaktive kroppe")

Filmen udkommer på dvd i december.

Margaret Mead Film and Video Festival