Code Blue i Cannes

CANNES. Urszula Antoniak slipper med sin hollandsk-danske "Code Blue" en følelsesmæssigt forstyrret sygeplejerske løs i Directors' Fortnight. Filmen er støttet af Det Danske Filminsitut og har Zentropa som dansk koproducent.

Fascinerende, gådefuld og ekstraordinært sensuel var blot nogle af de begejstrede tillægsord, som anmelderne i 2009 uddelte til Urszula Antoniaks første spillefilm, den irsk-hollandske koproduction "Nothing Personal". Filmen blev kåret som bedste film ved Locarno Film Festival og tog årets hollandske filmpriser for både bedste film og bedste instruktion.

Urszula Antoniaks nye film "Code Blue", der er udvalgt til Directors' Fortnight, er koproduceret med danske Zentropa og er et drama om sygeplejersken Marian, som tager sig af – og somme tider tager livet af – patienter i sit hospitalsunivers. Privat holder hun sig fra andre mennesker, men da hun en dag overværer et seksuelt overgreb fra sit vindue, forandres hendes liv. En nabo så hende være vidne til episoden, og pludselig deler de en hemmelighed, som hun må forholde sig til.

Titlen "Code Blue" refererer til den medicinske term for "liv i fare", og i Cannes præsenteres filmen som en nutidig tragedie om en kvinde, som forbinder døden med noget intimt, og med sine handlinger både repræsenterer det gode og det onde.

Filmen er produceret af IDTV, og Marie Gade fra Zentropa er den danske koproducer. Marie Gade har de seneste år overvejende arbejdet med internationale koproduktioner og filmfinansiering, blandt andet i forbindelse med Thomas Vinterbergs "Dear Wendy", Andrea Arnolds "Red Road" og Juliette Garcias "Be Good".

Læs om Det Danske Filminstituts initiativer til styrkelse af internatonale koproduktioner:

DFI styrker det internationale samarbejde

DFI = Danish Film International