Computerspillet Limbo nomineret til to amerikanske priser

Som det første danske computerspil opnår "Limbo" nominering til to priser ved den prestigefyldte Independent Games Festival.

Da traileren for spillet blev frigivet på YouTube i oktober 2006 opstod der straks en enorm interesse. Playdeads "Limbo" adskiller sig nemlig fra de fleste nye computerspil ved at være i 2D og i sort/hvid og fremstår derfor meget markant i en ellers farverig 3D-actionverden.

Spillet er nomineret i kategorierne "Excellence in Visual Arts" og "Technical Excellence". Præmiesummen for førstepladsen i begge kategorier er på 2500$, ca. 13.000 danske kroner.

På trods af henvendelser fra  interesserede udenlandske spilforlag er spillets udvikler Playdead stadig selvstændige. Støtte fra New Danish Screen under DFI, Kunststyrelsen og Nordic Game Counsel, samt investoren CAT Invest sikrer fortsat den selvstændige kurs og de kreative frie rammer.

Spillet er under stadig udvikling, men foventes at være færdiggjort i midten af 2010.