Dansk trailer til The Look Of Silence

TRAILER. Dokumentarfilmen "The Look of Silence" har biografpremiere den 13. november. Nu kan du se den danske trailer.

Joshua Oppenheimers opfølger til den Oscar-nominerede dokumentarfilm "The Act of Killing" får dansk biografpremiere den 13. november.

Instruktøren følger i filmen en familie, der mistede en søn i det indonesiske folkedrab i perioden 1965-66, fordi han blev beskyldt for at være kommunist. Familiens yngste og nu voksne søn opsøger og konfronterer dem, der dræbte hans bror. Det er hans møder med fortidens bødler, der udgør filmens kerne.

"The Look of Silence" har vundet den prestigefyldte Grand Jury Pris på Venedigs internationale filmfestival og modtaget flotte internationale anmeldelser. Den er desuden udtaget til verdens største dokumentarfilmfestival, IDFA i Amsterdam.

Filmen er produceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real med støtte fra Det Danske Filminstitut gennem konsulentordningen.