Dansk tv-serie til Berlin

BERLIN. "Bedre skilt end aldrig", en ny dansk tv-serie, er inviteret til verdenspremiere på filmfestivalen i Berlin. Også Susanne Biers tv-serie, "The Night Manager", får verdenspremiere, og opstartende tv-serier-projekter af Bille August og Torleif Hoppe præsenteres for internationale producenter.

BedreSkiltEndAldrig_450_Rol
"Bedre skilt end aldrig". Foto: Rolf Konow

Instruktør Hella Joof, manuskriptforfatter Mette Heeno og producer Mie Andreasens spillefilm "All Inclusive" solgte over 400.000 billetter i biograferne. De tre står nu bag en ny drama-komedie-serie på TV 2, som er blevet inviteret til Berlin Filmfestivalen.

Berlin-festivalen tog sidste år konsekvensen af tv-seriernes fremmarch og introducerede et vindue for det populære serielle dramaformat, hvor blandt andet Per Fly og DR's "Bedraget" fik premiere. I år er det Joof, Heeno og Andreasens TV 2-serie "Bedre skilt end aldrig", der får premiere i sektionen Berlinale Special Series.

Line og Martin har det hele. Gode jobs, yndige børn, dejlige venner, hus, have og en kat, der kun kommer hjem for at skide. Men kærligheden er blevet træt, fyrreårskrisen banker på, og sexlivet er for længst lagt i graven, så Line beslutter sig for, at de skal skilles, mens de stadig kan holde hinanden ud.

Huset viser sig dog at være umuligt at sælge. De skylder næsten en million mere end det er værd. Så de beslutter sig for at blive boende sammen, indtil markedet vender. Nogenlunde gode venner er de jo sådan set stadig, og ingen af dem har lyst til at undvære børnene, så de vælger at se det fra den lyse side og går helhjertet ind i projekt 'den lykkelige skilsmisse'.

Hovedskuespillerne er Maria Rossing, Peter Plaugborg, Stine Schrøder Jensen, Katrine Greis-Rosenthal og Esben Dalgaard. Desuden medvirker Anders Hove, Hanne Uldal, Kurt Ravn og Mikael Birkkjær.

Hella Joof er instruktør, Mette Heeno er hovedforfatter, og Mie Andreasen producerer for Happy Ending Film til TV 2.

De to første afsnit af "Bedre skilt end aldrig" får verdenspremiere på festivalen, der afholdes i dagene 11. til 21. februar, og herhjemme får serien premiere på TV 2 mandag den 7. marts.

Susanne Bier, Bille August og Torleif Hoppe

Også de to indledende afsnit af Susanne Biers første tv-serie, "The Night Manager", baseret på en roman af John le Carré, får verdenspremiere i Berlinale Special Series. Det er en engelsk-spansk produktion på seks afsnit for BBC i England og AMC i USA. Olivia Colman, Hugh Laurie og Tom Hiddleston har de bærende rolle. Den får amerikansk tv-premiere den 19. april.

Filmmarkedet i Berlin afholder Drama Series Days den 15. og 16. februar, hvor to nye danske tv-serie-projekter blive præsenteret for et forum af producenter. Den ene serie er Nordisk Film Productions og TV 2's "Lykke-Per" i en 4-afsnits-version med Bille August som instruktør, den anden er Eyeworks Scandi Fiction og TV 2's "DNA", skrevet af Torleif Hoppe. 

Berlin 2016

  • Hovedkonkurrencen: Thomas Vinterbergs spillefilm "Kollektivet"
  • Forum: Moritz Siebert og Estephan Wagners dokumentarfilm "Les sauteurs"
  • Generation Kplus: Siri Melchiors tre korte animationsfilm om "Lili"
  • Berlinale Special Series: Hella Joof, Mette Heeno og Mie Andreasens "Bedre skilt end aldrig", to første afsnit, og Susanne Biers, "The Night Manager", to første afsnit.
  • Berlinale Special Galla: Pernilla Augusts svensk-danske spillefilm "Den alvorlige leg" med Mikkel Boe Følsgaard og manuskript af Lone Scherfig. Koproduceret af Mikkel Jersin og Bo Ehrhardt for Nimbus Film
  • Hovedkonkurrencen, kortfilm: Dansk-palæstinesiske Mahdi Fleifels engelsk-hollandsk-danske "A Man Returned"
  • Drama Series Days for producenter: Nordisk Film Productions og TV 2's "Lykke-Per" af Bille August / Eyeworks Scandi Fiction og TV 2's "DNA" skrevet af Torleif Hoppe