Danske dvd-premierer i marts

PÅ DVD. I denne måned udkommer Nils Malmros' selvbiografiske "Sorg og glæde", Jørgen Lerdams anden animationsfilm om Olsen Banden, "Olsen Banden – på dybt vand", og Anne-Grethe Bjarup Riis' familiesaga "Tarok" på dvd og Blu-ray.

"Sorg og glæde" – udkommer den 13. marts

Jakob Cedergren og Helle Fagralid spiller hovedrollerne i Nils Malmros' selvbiografiske film, hvor et ægtepar oplever den størst mulige sorg og ulykke i deres liv, da konen Signe dræber deres ni måneder gamle datter Maria. På et nærmest håbløst fundament forsøger parret alligevel at nå frem til en gensidig og moden kærlighed.

"Sorg og glæde" er produceret af Thomas Heinesen for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

"Olsen Banden – på dybt vand" – udkommer den 20. marts

Egon, Benny og Kjeld øjner muligheden for deres største kup nogensinde. Men ølgær, et par krokodiller, en undervandsbåd, to tossede tvillingebrødre og en helt ustyrlig olieboreplatform bringer Olsen Banden ud på meget dybt vand.

Jørgen Lerdam, der også stod bag den første animationsfilm om de folkekære forbrydere "Olsen Banden – på de bonede gulve", har instrueret. Filmen er produceret af Tomas Radoor og René Ezra for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

"Tarok" – udkommer den 27. marts

Familiesagaen "Tarok" spænder over tre årtier og tager afsæt i mytologien om den mest kendte travhest i danmarkshistorien. Filmen handler dog først og fremmest om den familie fra Skive, der stod bag, og mod alle odds sejrede og gav Danmark håb og mod til at drømme.

Holdet bag "Tarok" er det samme, som stod bag "Hvidsten Gruppen", der med 754.000 solgte biografbilletter blev den næstmest sete danske film i de seneste ti år. Anne-Grethe Bjarup Riis har instrueret, Thorvald Lervad skrevet manuskript, og Regner Grasten har produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut. På rollelisten er bl.a. Bjarne Henriksen, Kirsten Lehfeldt og Henrik Vestergaard.