To danske tv-serier til Berlin

BERLIN. Kanal 5 og Fridthjof Films ungdomsserie "Heartless" og DR's nye dramaserie "Bedraget" er udtaget til Berlin-festivalen.

Heartless-plakat
"Heartless". Download stort billede
To danske tv-dramaer er udtaget til Berlin-festivalen, der som følge af tv-seriernes fremstorm har valgt at give det populære serielle format ekstra opmærksomhed i år. Kanal 5's "Heartless" er udtaget til ungdomsprogrammet Generation 14plus, og DR's "Bedraget" får premiere i sektionen Berlinale Special.

Heartless

Festivalen viser de fem første afsnit af "Heartless", der havde premiere sidste år på Kanal 5 og er kanalens første dramasatsning. Serien foregår i et kostskolemiljø, hvor nutid og fortid, virkelighed og fantasi og ikke mindst liv og død smelter sammen i en overnaturlig og dramatisk fortælling. Julie Zangenberg og Sebastian Jessen har de bærende hovedroller.

De første afsnit af "Heartless" er instrueret af Natasha Arthy og skrevet af Nikolaj Scherfig. Serien er produceret af Fridthjof Film og støttet af Det Danske Filminstitut med midler fra Public Service Puljen. De nye afsnit af "Heartless" får premiere til foråret.

Bedraget

De to første afsnit af DR's nye dramasatsning "Bedraget" får verdenspremiere i sektionen Berlinale Special. Serien handler om økonomisk kriminalitet og om, hvad der sker med mennesker, når grådighed og ambitioner korrumperer. Jeppe Gjervig Gram, som også var med til at skrive "Borgen", er hovedforfatter. Per Fly, der stod bag DR-miniserien "Forestillinger" er instruktør. Hovedrollerne spilles af Nikolaj Lie Kaas, Thomas Bo Larsen og det nye unge talent Natalie Madueño Wolfsberg.

Herhjemme må vi vente på serien til januar 2016.

Årets Berlinale

Berlin-filmfestivalen har allerede udmeldt

  •  Ask Hasselbalchs "Antboy" og Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers "Cykelmyggen og Minibillen" er udtaget til festivalens program for børnefilm, Generation Kplus
  • Vibeke Brylds "Pebbles at Your Door" er udtaget til kortfilmkonkurrencen Berlinale Shorts
  • Vladimir Tomic' "Flotel Europa" er udtaget til Forum-programmet.
  • Christian Braad Thomsens dokumentarfilm "Fassbinder – at elske uden at kræve" og Jannik Splidsboels "Misfits" er udtaget til Panorama-sektionen
  • Phie Ambos "Så meget godt i vente" er åbningsfilm i programmet Culinary Cinema
  • Joachim Fjelstrup er udtaget som Shooting Star.

Berlin Filmfestivalen afholdes fra 5. til 15. februar.