De 7 drab - ny drama-dokumentar

Drama-dokumentarserien "De 7 drab" kom godt fra start torsdag den 4. februar og fik pæne anmelderord med på vejen. Torsdag den 11. februar kommer næste afsnit i rækken af syv.

Torsdag den 11. februar og de følgende fem torsdage kan man få et sjældent indblik i politiets opklaringsarbejde.

I dokumentarserien dramatiseres syv sager, som hver især repræsenterer et af syv motiver for drab: hævn, begær, jalousi, profit, udstødelse, fanatisme og spænding. Efterforskere fortæller om sagerne og hvordan opklaringsarbejdet foregik.

I Politiken bemærker Henrik Palle i sin anmeldelse i sidste uge: "De interviewede politifolk kommer flot igennem med deres pointer, og man fornemmer deres næsten instinktive fornemmelse for detaljer i udsagn og adfærd". 

Den næste sag, efterforskerne gennemgår, er seriemordet i Randers i 1976, motivet bag og hvordan man fandt frem til drabsmanden.

"De 7 drab" er produceret af Rene Verlaan for Selskabet.tv og har modtaget støtte fra Public Service Puljen under Det Danske Filminstitut.