De dømtes børn nu online

DOKUMENTAR. Kaspar Astrup Schröders "De dømtes børn" kan frem til den 24. juni ses online via DR2 Dokumania.

Kaspar Astrup Schröder har over en periode på to år fulgt opvæksten for en gruppe kinesiske børn på børnehjemmet Sun Village – et børnehjem for børn, hvis forældre er fængslet for grov kriminalitet. Da deres far står til dødsstraf, er to kinesiske tvillingesøstre og deres lillebror overladt til sig selv. Ingen i familien ønsker at tage sig af børn med så skamfuld en baggrund, og i stedet bliver de samlet op af Sun Village.

"Da de kinesiske børn ikke kan få deres forældres kærlighed, finder de en anden form for kærlighed og omsorg hos de andre børn, der er i samme situation som dem selv."

Link til DR2 Dokumania "De dømtes børn".

"Børnene kommer fra så ekstrem fattige kår, at forældrene har gjort noget fuldstændig desperat og er kommet i fængsel eller er blevet henrettet. Mange af dem er analfabeter og har måske tilbragt al deres tid med at dyrke marker," fortæller instruktøren.

Derfor har flere af børnene på børnehjemmet først lige lært at binde deres snørebånd, og er nu tvunget til at vokse hurtigt op og lære at klare sig selv. Mange får kun lov til at se deres forældre én gang om året, og hvis forældrene endelig løslades en dag, er det sværere end forventet at få et almindeligt liv til at fungere igen – på trods af, at det reelt set er det eneste, børnene så inderligt længes efter. Derfor kommer børnehjemmet til at udgøre et fundament af tryghed for hvert enkelt barn, og det er der, i følge Kaspar Astrup Schröder, en særlig årsag til.

"Vilkårene og ressourcerne nogle helt andre i Kina. Behovet for kærlighed er dog det samme, og da de kinesiske børn ikke kan få deres forældres kærlighed, finder de en anden form for kærlighed og omsorg hos de andre børn, der er i samme situation som dem selv. En ny familie, som de finder tryghed i, og som de nærmest erstatter med den oprindelige familie. Derfor kan en genforening med en mor, som man ser i filmen, være så umådelig svær, fordi barnet ikke har haft et forhold til hende i så mange år," fortæller han.

"De dømtes børn" havde verdenspremiere på CPH:DOX i marts. Filmen er produceret af Katrine Sahlstrøm for Good Company Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut. 

Kaspar Astrup Schröder er også biografaktuel med dokumentarfilmen "Big Time", der portrætterer arkitekten Bjarke Ingels.