Den skaldede frisør

I OPTAGELSE. Susanne Bier er i gang med optagelser i Sorrento i Syd-Italien til spillefilmen "Den skaldede frisør". Pierce Brosnan og Trine Dyrholm har hovedrollerne i den romantiske komedie, der får premiere den 30. august 2012.

Efter succesen med "Hævnen", som både vandt Golden Globe og Oscar, laver Susanne Bier endnu en film i Danmark. Instruktøren er for tiden i fuld gang med optagelserne til den romantiske komedie "Den skaldede frisør", Biers første komedie siden "Den eneste ene" fra 1999, som er en af nyere dansk films største publikumssucceser.

Filmen laves på et stort budget for en dansk film, 41 millioner kr., med optagelser i Syditalien og en ægte Hollywood-stjerne, den tidligere James Bond-skuespiller Pierce Brosnan, i en hovedrolle.

Den-skaldede-frisoer_1_450

"Den skaldede frisør" filmes bl.a. i billedskønne Sorrento i Syd-Italien, hvor det unge brudepar Astrid og Patrick holder bryllup. Brudens mor er den smukke kræftramte frisør Ida (Trine Dyrholm) – uden hår på hovedet og netop forladt af sin mand gennem 25 år. Idas brovtende mand (Kim Bodnia) og hans nye blondine-kæreste (Christiane Schaumburg-Müller), der har det lidt svært med det danske sprog, deltager også i brylluppet sammen med brudens soldaterbror (Micky Skeel Hansen), der er kendetegnet ved et eksplosivt temperament.

Brudgommens engelske far er den distræte forretningsmand Philip (Pierce Brosnan), der hver dag undrer sig over, hvorfor han stadigvæk bor i Danmark og ikke helt er kommet sig over sin kones tragiske død. Sidst men ikke mindst deltager også Philips neurotiske svigerinde Benedikte med knald på hormonerne (Paprika Steen).

Det unge brudepar spilles af Sebastian Jessen og Molly Egelind, og hjemme i København, hvor en del af handlingen også foregår, spiller Bodil Jørgensen Idas frisør-chef Lizzie, og Line Kruse er Philips yderst velmenende sekretær.

Bier arbejder sammen med sit hold fra "Hævnen" og en række af hendes tidligere produktioner: Manuskriptet er af Anders Thomas Jensen baseret på en historie af ham og Bier. Filmen fotograferes af Morten Søborg, klippes af Pernille Bech Christensen og produceres af Sisse Graum Jørgensen for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut gennem den tidligere 60/40-ordning.

"Den skaldede frisør" har foruden Danmarks Radio, Nordisk Film & TV Fond og Eurimages en lang række internationale co-producenter og investorer.

Filmen distribueres af Nordisk Film Biografdistribution, mens TrustNordisk står for det internationale salg. Der er planlagt premiere den 30. august 2012.

 

 

 

Tags: Susanne Bier