Dobbelt hæder til danske dokumentarer

PRISER. Både Tom Heinemann og Daniel Dencik vandt priser ved miljøfilmfestivalen FICA i Brasilien.

Danmark er som bekendt uden chance for at vinde noget ved fodbold-VM i Brasilien, men på dokumentarfilmfronten kan vi til gengæld notere os en dobbeltscoring sammesteds. Natten mellem søndag og mandag fik Tom Heinemanns "Varm luft for milliarder" prisen i kategorien Best Film Media (bedste film i mediumlængde). Det er anden gang på godt en uge, at Heinemanns dokumentarfilm modtager en international tv-pris. Den 23. maj fik "Varm luft for milliarder" nemlig prisen for Bedste journalistiske program og film da miljø-filmfestivalen Envirofilm løb af stabelen i Slovakiet.

På festivalen i Brasilien sikrede Daniel Denciks film "Ekspeditionen til verdens ende" sig hædrende omtale ved miljøfilmfestivalen FICA i byen Cidade de Goiás. Denciks dokumentarfilm, som er støttet af Det Danske Filminstitut, handler om verdens opståen, menneskets undergang og livets fortsættelse, når mennesket ikke er her længere.

CO2 som aldrig før

"Varm luft for milliarder" går bagom EU’s CO2-kvoter og skildrer et system, der, ifølge flere, reelt er kollapset, og hvor spekulanter har tjent store penge på handel med klimaet.

Tom Heinemann siger om priserne:

"På begge festivaler har juryerne i deres motivering lagt vægt på, hvor stor en rolle den globale økonomi har for miljøet. Vores film viser jo, at den internationale handel med klimakvoter næsten er kollapset, samtidig med at der aldrig før er lukket så meget CO2 ud som nu. Det var, som mange sagde det både i Slovakiet og i Brasilien, en øjenåbner for dem." 

Tom Heinemanns firma Heinemann Media og Larm Film har produceret "Varm luft for milliarder" med støtte fra Det Danske Filminstitut og Danida og i samarbejde med DR og Britdoc Journalism Fund/Channel Four.