At elske Pia – interview med Daniel Borgman

INTERVIEW. Daniel Borgmans anden spillefilm "At elske Pia" bygger på fortællingen om den 60-årige udviklingshæmmede Pia, som også selv spiller hovedrollen. Alt ved filmen er komplekst, problematisk og tilfældigt, siger instruktøren. Og sådan kan han bedst lide det.

Instruktør Daniel Borgman var træt af at skrive manuskripter, af at lave film efter bogen og af "store ideer". Derfor skabte han sin anden spillefilm "At elske Pia" ud fra et eksperiment: at finde en virkelig person og skabe en fiktionsfilm på baggrund af hendes liv og følelser.

Jeg er træt af store ideer, og jeg bryder mig ikke om nemme svar. Jeg er vild med alt det, der ikke er klart og tydeligt: at være i den der tilstand af ikke-viden.

Resultatet af eksperimentet er et intimt karakterstudie af 60-årige Pia, som er udviklingshæmmet og bor hos sin mor, 84-årige Guittou, på Langeland. Da mor og datter diskuterer, hvad der skal ske med Pia, når Guittou dør, rammes Pia af en frygt for at blive efterladt alene. Hun beslutter sig for, at hun har brug for en kæreste – noget, som hun aldrig har haft før.

"Jeg har altid lavet film om outsidere," siger den newzealandskfødte instruktør, som siden 2005 har boet i Danmark og i 2012 blev uddannet fra den alternative filmskole Super16.

"Lars og Peter", der blev udvalgt til kortfilmkonkurrencen i Cannes i 2009, handler om en 9-årig dreng, som har mistet sin mor. "Berik", der vandt en fornem pris i Cannes' sideprogram Critics' Week i 2010, fokuserer på en mand i Kazakhstan, som er blind og vanskabt som resultat af radioaktiv forgiftning. Og Borgmans spillefilmdebut, "The Weight of Elephants", der blev udvalgt til Berlin i 2013, følger en ensom dreng, som lever i en isoleret egn af New Zealand.

"Der er noget ved det traditionelle verdensbillede, jeg ikke kan lide," siger Borgman. "Det gælder egentlig alle former for dominerende perspektiv. Det forudsætter en bestemt måde at se tingene på og at kommunikere på, som jeg synes er meget begrænsende og snæver."

At-elske-Pia_Pia-og-Guittou

At elske Pia Foto: Daniel Borgman

"Hvis hun er væk, er jeg også væk"

Hovedrollen i "At elske Pia" bliver spillet af Pia Skovgaard, som også i virkeligheden er udviklingshæmmet. Filmen er optaget i hende og moren, Guittou Skovgaards, fælles hjem, uden at der er foretaget nogen ændringer i indretningen eller brug af kunstig belysning. Historien opstod naturligt ved, at Borgman tilbragte tid sammen med Pia og Guittou, som han og producer Katja Adomeit fandt efter en lang castingproces, hvor de rejste landet tyndt og drak kaffe med forskellige mennesker, som alle er i det, Borgman kalder et "voksent afhængighedsforhold".

Han kom "virkelig godt" ud af det med Pia og Guittou, og det ene besøg førte til det næste. Til sidst spurgte han, om han måtte tage sit kamera med. De brugte i alt tre år på processen.

"I begyndelsen havde vi et udkast til historien, der var temmelig dramatisk," fortæller Borgman. "Vi justerede udkastet, så det kom til at handle om Pia og byggede på den kontakt, vi havde haft. Pludselig lærte vi en hel masse om Pias følelser, og det sprængte manuskriptet i stumper og stykker. Så måtte vi starte forfra."

At historien endte med at handle om Pias kærlighedsliv, kom sig af, at Borgman en dag satte sig ned med hende og bad hende lukke øjnene og forestille sig sin fremtid.

"Hun begyndte at snakke om, at hendes mor ikke var her mere, og at hun i så fald heller ikke ville være her mere. 'Hvis hun er væk, er jeg også væk. Der er ingen til at tage sig af mig, hvis hun ikke er der.' Derefter begyndte hun at tale om sine følelser for en fransk politiker, der hedder José Bové, som hun engang havde mødt, fordi hendes mor var aktivist, men som allerede var gift. Hun sagde også, at hvis hun ikke fandt kærligheden, ville hun forsvinde," fortæller Borgman.

At-elske-Pia_Pia-og-Jens_45
At elske Pia Foto: Daniel Borgman

En tilfældig proces

Derpå castede de karakteren Jens, som Pia udvikler et forhold til. Igen udviklede fortællingen sig i en anden retning end den, Borgman havde forestillet sig.

"Jeg blev fascineret af ideen om et stærkt forhold mellem en ikke-udviklingshæmmet og en udviklingshæmmet person. Men så begyndte vi at få øje på Pias styrker og hendes evne til at håndtere situationer på en helt unik måde. Hun er ikke bange for at gå ind i et forhold, hvorimod Jens' karakter viser sig at være for bange til at udholde det. I sidste ende kom det til at handle om to sårbare mennesker, og hvordan de hver især agerer."

"Der er også en masse tilfældigheder i spil," tilføjer han. "Vi prøvede forskellige ting af og iagttog, hvordan de fungerede. Det hele var meget improviseret og meget løst. Intet af det var bevidste valg. Vi traf dem bare som en naturlig del af processen."

Borgman oplevede, at en indstilling præget af improvisation og uden tvang var helt central i arbejdet med Pia. 

"Hun har en evne til at fornemme, hvad der foregår. Hvis jeg prøvede at få hende til at spille noget virkelig præcist eller få hende til at sige en replik, blev hun stresset og forvirret i forsøget på at gøre det rigtigt. Vi fandt ud af, at hvis vi skabte situationer, som relaterede sig til oplevelser, hun kendte, og gjorde dem mere 'tilfældige', fulgte hun bare med og kunne virkelig være i øjeblikket."

"Vanvittigt problematisk"

Borgman og Adomeit diskuterede "hele tiden" det etiske aspekt i at caste en person med handicap, siger han.

"Der vil altid være en risiko for at udstille personen, når man caster en skuespiller eller hverver en medvirkende til en dokumentar. Hvad er værdien af en persons billede, og hvad betyder det at bruge det? Alt det bliver endnu mere problematisk, når man har at gøre med en person, som har en nedsat evne til at sætte sig ind i, hvad der foregår."

"Der er en udfordring i at lave en film, der på et tematisk plan ikke vil blive opfattet af hovedrolleindehaveren på samme måde, som den opfattes af os andre. Der er Pias oplevelser i forbindelse med at lave filmen, med premieren og med at se filmen i sit lokalsamfund. Det er vanvittigt problematisk," siger han, men konkluderer:

"Jeg er sikker på, at det var en positiv oplevelse for Pia at lave filmen – og for Jens, som også er en virkelig person – og at premieren ikke bliver problematisk for hende. Den vigtigste faktor, som Katja (Adomeit, red.) og jeg altid vender tilbage til, er, at det var os, der brugte tid med denne person. Vi lavede filmen med omtanke, og vi føler, at det var en god oplevelse. Jeg ved ikke, om vi har ret af den grund, men ingen andre har tilbragt den samme tid med Pia. Det eneste, vi kan gøre, er at stole på vores mavefornemmelse."

At-elske-Pia_hovedstill_450
At elske Pia Foto: Daniel Borgman

Ingen nemme svar

Den løse historiefortælling, kompleksiteten af et handicap og den flydende grænse mellem fiktion og virkelighed er alle forbundet for Borgman.

"Pia er svær at blive klog på. Hendes handicap er svært at blive klog på. Vi ønskede at lave en film, som var svær at blive klog på – hvor det er vanskeligt at identificere, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er," siger han.

"Jeg er træt af store ideer, og jeg bryder mig ikke om nemme svar. Jeg er vild med alt det, der ikke er klart og tydeligt: at være i den der tilstand af ikke-viden, at have en hovedperson, der også befinder sig i en tilstand af ikke-viden, og at skabe det hele i samme tilstand af ikke-viden."

Med tiden er han ikke blevet klogere på, hvad der foregår inde i Pia. Hun indfrier aldrig hans eller andre folks forventninger.

"Jeg troede, der var en hel masse på færde hos Pia, en slags konstant oprør, men senere fandt jeg ud af, at der måske slet ikke foregår noget. Endnu senere tænkte jeg, at det måske var begge dele. Det var det, der gjorde det så interessant. Betydningen, der hele tiden skifter," siger han.

"Det, som jeg har lært af at være sammen med Pia, er, at vi alle sammen rummer en styrke. Vi har alle noget, der rører sig i os, og vi kan alle have et smukt syn på verden."


Mere om filmen

"At elske Pia" er instrueret af Daniel Borgman og produceret af Katja Adomeit for Adomeit Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

"At elske Pia" har verdenspremiere i Forum på Berlinalen, som løber fra den 9. til 19. februar. Se mere på berlinale.de

Se trailer

AtElskePia_plakat