En rejse mod demokrati

INTERVIEW. Der opstod en helt særlig kemi mellem instruktør Camilla Nielsson og hovedpersonerne i "Democrats", to tidligere politiske modstandere forenet i arbejdet med at udforme en ny forfatning i Zimbabwe. Filmen vises i hovedkonkurrencen på CPH:DOX.

democrats1
Foto: Framegrab

Camilla Nielsson taler om den aftenscene i "Democrats", hvor forfatningen, The Draft Constitution of Zimbabwe, bliver trykt færdig i et ydmygt printerrum på det resort, hvor de sidste forhandlinger fandt sted. For hovedpersonerne Douglas Mwonzora og Paul Mangwana var det et øjeblik med store følelser, som det var for filmholdet, som fulgte processen i tre år fra 2010 og frem. En ny forfatning var klar til at blive lagt ud til en folkeafstemning.             

Det var så smuk en nat, jeg tudede. Det lykkedes!

Efter masser af problemer og ups and downs var det lykkedes at blive enige. Det er forløbet op til det færdige dokument – det der gik for sig i og uden for de lukkede døre – som Camilla Nielssons film skildrer. Der er tale om en enestående skildring af en demokratisk proces med over 5800 offentlige høringer, hvor tanken var, at tilhængere af begge partier skulle være sammen og ytre sig om, hvordan landet fremover skal indrettes. Det gik langt fra efter bogen, men høringerne blev afholdt, og mange rejste langt for at deltage.                

Observerer og indsamler

"Jeg kom til Zimbabwe, halvanden måned før arbejdet med den nye forfatning skulle i gang. Den danske journalist Peter Tygesen fik ideen til filmen, gik til producent på Upfront Films Henrik Veileborg, som dernæst spurgte mig, om jeg ville være instruktør på filmen. Tygesen, som har boet i landet, fik hevet tilladelserne til at filme i land, og jeg tog ned for at tale med Mugabes forhandlingsleder Mangwana fra det regerende parti ZANU-PF og Mwonzora fra oppositionspartiet MDC-T."   

"Vi snakkede uden kamera, og jeg blev straks forelsket i begge to. Mwonzora var den elegante og charmerende, som var i sync med de fattige folk under træet. Jeg troede på ham. Og Mangwana, en stor mand med mange følelsesudsving, ham bondede jeg med efter 20 minutter. Det var også ham, der skulle åbne dørene for, at jeg kunne komme ind og følge processen. Og det gjorde han. Vi troede alle tre på, at her var en vigtig historie at fortælle.               

"Jeg mødte en kolossal tillid fra de to forhandlere. Jeg fortalte dem, at jeg kom som en antropolog for at indsamle materiale. De var glade for, at jeg ikke kom som en journalist med forudsigelige spørgsmål om Mugabe og diktaturstaten. De så mig som en neutral tilstedeværende."              

Fire år senere er filmen nu klar til at gå verden rundt, efter 12 optageture på mellem en og tre uger ad gangen og 400 timers optagelser. "Jeg optager alt," siger Nielsson om sin metode, "jeg observerer."              

Camilla Nielssons baggrund fornægter sig ikke. Hun har en master i visuel antropologi fra New York University og har lært at lave dokumentarfilm på Tisch School of Arts. "Albert Maysles var min mentor. Han har inspireret mig rigtig meget. Mit senere virke i UNICEF's filmafdeling lærte mig at arbejde i fremmede kulturer."    

democrats2
Mangwana og Mwonzora. Foto: Framegrab        

Omvendt Stockholmsyndrom

"Democrats" er en film, der i hvert øjeblik yder processen og dens involverede respekt. Der er en tone af grundlæggende optimisme, som undervejs bliver torpederet af indblanding fra Mugabe og hans folk. Mwonzora bliver arresteret på et tidspunkt, hvor det er godt at få ham væk fra forhandlingsbordet, og Mangwana bliver beskyldt for at ville kuppe diktatoren i forbindelse med en paragraf-formulering om, hvor længe en præsident kan sidde.               

Disse og andre afgørende øjeblikke i forfatningsprocessen er filmet. "Det største problem var selvfølgelig, at vi ikke kunne vide, hvornår noget vigtigt skete, som burde filmes. Hvornår skal vi booke flybilletter? Det endte tit med, at jeg blev ringet op af Mwonzora eller Mangwana – 'kom, nu sker der noget vigtigt.' Mangwana var også den, der fik os ind i parlamentet på trods af, at han tidligere havde sagt: 'Der kommer ingen hvide ind.'"            

Filmen, som skrider kronologisk frem, arbejder med de følelser og de forventninger, de to hovedpersoner har til resultatet af deres arbejde. "Jeg vil være venner med mine fjender," siger Mangwana, som med instruktørens ord først står frem som lidt af en spradebasse, men ændrer sig undervejs og udtrykker ønsket om, at "forandring må ske". Mwonzora, der har været i fængsel 25 gange, er mere cool og er den, der håber på, at forfatningsarbejdet fører til et nyt Zimbabwe.              

"Han omtalte vores relation som et omvendt Stockholm-syndrom. Først vidste de ikke rigtig, hvor meget jeg måtte være med. Til slut i processen følte de, at mit kamera var et vigtigt vidne til processen, og de bad os om at være til stede, når der var vigtige forhandlinger med noget på spil."               

"Jeg forsøgte at lægge al bagagen med de forudindfattede meninger om Mugabe og hans styre bag mig og lave filmen på et helt blankt kanvas, og det gjorde, at de inviterede mig indenfor. At se på ZANU-folkene som de sædvanlige skurke ville bare gentage historier, som er fortalt."

democrats3
Mangwana og Mwonzora. Foto: Framegrab
 

Fandt hinanden gennem dialog

Om instruktøren troede på processen til at begynde med, er et oplagt spørgsmål.              

"Ikke i starten, men jeg mærkede snart, at de to mænd kunne noget sammen. De byggede en bro på tværs af den politiske polarisering. Det var en sisyfosarbejde, men de kom i mål."               

"Det smukke ved historien er, at de fandt hinanden gennem en politisk dialog. Et autokratisk guerilla-parti som ZANU-PF, som har siddet på magten siden landet blev uafhængigt af England, er ikke vant til at være i demokratisk dialog med oppositionen. Men gennem forfatningsprocessen var de tvunget til at tale sammen og indgå kompromisser, og den politiske kultur, som det skabte, er i sig selv et kæmpefremskridt for landet. Nu ligger der en demokratisk forfatning, som er bedre end den forrige. Nu mangler den bare at blive implementeret."

At denne omfattende demokratidiskussion fandt sted i Zimbabwe på godt, men også på ondt, dokumenteres også i "Democrats". Som vi ser i filmen, var der i starten mange møder, som var velforberedte af ZANU-tilhængere, som en efter en stillede sig op og hyldede ideen om præsidenten som den, der bestemmer det hele. Og ved et enkelt møde døde en ung mand af kvæstelser efter voldelige sammenstød.

Alligevel har processen været alle pengene værd, siger Camilla Nielsson. "Forfatningen er ikke implementeret, men landet har gjort en erfaring via 'den demokratiske boble', hvor der i forbindelse med etableringen af koalitionsregeringen i 2008 opstod en politisk mulighed for at sætte forfatningsarbejdet i gang."

democrats4
Foto: Framegrab

Blev en del af tapetet

Camilla Nielsson havde aldrig været i Zimbabwe før. Hun sagde ja til at blive "sendt ned med faldskærm", som hun siger, og håbede på at kunne vise et andet Afrika på trods af, at der var tale om et styre med en "situationens mester", Robert Mugabe, som "har en nærmest machiavellistisk evne til at læse og navigere i det politiske spil."                

"Endnu engang har jeg lært, at man skal have kærlighed til sine karakterer, og at man skal gøre alt for, at de føler tillid til det arbejde, man er sat til at udføre."                

"Vi fyldte meget i starten, fordi der ikke er en observerende dokumentarfilm-tradition i Zimbabwe. Men til sidst blev vi en integreret del af processen og gik nærmest i et med tapetet, Henrik Bohn Ipsen bag kameraet og jeg med min boomstang," ler Camilla Nielsson.  

"Democrats" deltager i hovedkonkurrencen på årets CPH:DOX og deltager senere i november på IDFA, den internationale dokumentarfilmfestival i Amsterdam. Filmen er produceret af Henrik Veileborg for Upfront Films.