Europarådet vedtager anbefaling om ligestilling

KØN. Europarådet har netop vedtaget en anbefaling om ligestilling mellem mænd og kvinder i den audiovisuelle sektor

En ekspertgruppe under Europarådets generaldirektorat for demokrati med deltagere fra i alt 18 lande afleverede i maj sit forslag til en anbefaling om ligestilling i den audiovisuelle sektor. Anbefalingen, der tager afsæt i, at demokrati kræver ligelig deltagelse, ansvar og synlighed af kvinder og mænd i samfundet, blev vedtaget af Europarådets ministerkomité 27. september 2017.

Det er godt at se, at det store arbejde, den danske filmbranche har lagt i indsatser for en bedre kønsbalance, har niveau og rettidighed til at bidrage på internationalt niveau

Det er den første paneuropæiske anbefaling om at anerkende problemer i en branche ud fra et kønsperspektiv, herunder den ulige fordeling af midler til audiovisuelt indhold blandt kvinder og mænd, samt derudover at præsentere en række praktiske anvisninger til løsninger.

Fakta

Det Danske Filminstitut arbejder aktivt på at styrke og udvikle en mangfoldig filmkultur.

Filminstituttets bestyrelse og direktion tog i 2015 initiativ til i samarbejde med branchen at styrke mangfoldighedsindsatsen med fokus på køn, etnicitet samt social og geografisk baggrund. Indsatsen er drevet af ambitionen om, at man gennem øget diversitet kan hæve antallet af kvalificerede ansøgere og derigennem kvaliteten i dansk film.

Læs mere om mangfoldighedsindsatsen.

Læs Det Danske Filminstituts Målsætning for en bedre kønsbalance i dansk film.

Filminstituttets sekretariatschef Dorthy Rasmussen, der også medvirkede i udformning af målsætning om en bedre kønsbalance i dansk film, deltog i det europæiske ekspertpanelet. Fællestræk ved Europarådets anbefaling og DFIs målsætning er blandt andet at

  • opfordre til på tværs af branchen at udvikle selvregulerende foranstaltninger, interne adfærdskodekser, standarder og tilsyn til fremme af ligestilling mellem kønnene
  • systematisk dataindsamling, monitorering og offentliggørelse fulgt op af relevante kvalitative undersøgelser 
  • generere ny viden gennem forskning og fortsat styrke media literacy

”Styrken i anbefalingen er netop, at den udover intentionen også oplister detaljerede handlingsanvisninger med relevante indikatorer for monitorering og referenceværktøjer”, siger Dorthy Rasmussen og fortsætter: ”På grund af betydelige forskellige i medlemslandenes tilgang til ligestilling besluttede vi at anvise indikatorer i to faser, så både de lande, der er i opstarten og de lande, der er godt i gang med arbejdet, tilskyndes til at tage videre skridt.” 

Bestyrelsesformand Anders Kronborg glæder sig også over resultatet: ”Det er godt at se, at det store arbejde, den danske filmbranche har lagt i indsatser for en bedre kønsbalance, har niveau og rettidighed til at bidrage på internationalt niveau, og at resultatet af et stort stykke arbejde så konkret har båret frugt på under et år.

Se ministerrådets fulde anbefaling

Arbejdet er støttet af EURIMAGES