Filmportræt i vandfald og tæt tåge

UDSTILLING. Portrætfilmen "Olafur Eliasson – Space is Process" vises på Museet ARKEN i forbindelse med udstillingen "UTOPIA", hvor man kan opleve en tågetunnel skabt af Eliasson.

Olafur Eliasson er lige nu aktuel på Museet ARKEN med udstillingen "UTOPIA", hvor man i kunstnerens installation "Din blinde passager" bevæger sig ind i en lang tunnel, mens kroppen omsluttes af en tæt tåge.

I forbindelse med udstillingen er der fortløbende visninger på ARKEN af portrætfilmen "Olafur Eliasson – Space is Process".

Det spillefilmslange filmportræt, der er instrueret af Jacob Jørgensen og Henrik Lundø, præsenteres også ved et særarrangement den 8. december i samarbejde med Politiken Plus.

Her vil instruktør Jacob Jørgensen fortælle om tilblivelsen af filmen, der følger den nytænkende islænding i årene 2004-2009, mens han blandt andet arbejdede med at rekonstruere byrummet omkring Manhattan med flere kunstige vandfald.

Filmen følger også Eliasson ud i storslåede islandske landskaber, på arbejde i hans værksted i Berlin, i hans legende eksperimenter med lys, rum og sansning og under tilblivelsen af en stor udstilling på New Yorks Museum of Modern Art.

Når man ikke til ARKEN, kan "Olafur Eliasson – Space is Process" ses på biblioteket på Filmstriben.

Alternativt kan filmen købes på dvd direkte fra producenten i en lækker indpakning designet af Olafur Eliasson: www.jjfilm.dk

Filmen er produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Udstillingen "UTOPIA – Olafur Eliasson"
Arken, Skovvej 100, Ishøj
www.arken.dk

Film og udstilling
Onsdag 8. december kl. 18.00
Billet bestilles på Politiken Plus