Fire kendere om Hastrup og Quist Møller

BERLINPREMIERE. Instruktørduoen Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers animationsfilm "Cykelmyggen og Minibillen" har i dag premiere på Berlinalen. Læs hvordan fire branchefolk ser de to instruktørers rolle i dansk film. 

Cykelmyggen-og-minibillen45
"Cykelmyggen og Minibillen" Foto: Framegrab

Den anden film i fortællingen om Cykelmyggen Egon handler om Minibillen Mini, der optræder i et loppecirkus sammen med Cykelmyggen Egon og Dansemyggen Dagmar og behandler aktuelle emner som mobning og venskab, der bliver fortalt med farverige billeder, glad musik og anarkistisk humor. 

Fire kendere om de to filmskabere.

Anmelderen

Jannik Hastrup og Fleming Quist Møller er sværdfisk i tegnefilmens akvarium (...) Håndtegnerne gør et sidste forsøg på at trodse computeranimation. Tempoet er sindigt, tonen skiftevis skør og profan. Underteksten excellerer i satiriske beskeder, som sikkert går hen over på målgruppen, men registreres af den voksne ledsager. Det er sødt og skarpt som i gamle dage, da tidsånden var på tabernes side.

Bo Green Jensen, Weekendavisen

Specialisten

Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller skabte i 1971 en af de mest succesfylde danske tegnefilm "Bennys Badekar". Det er nu 44 år siden og den lever i bedste stil. Nutiden børn ser den med stor fornøjelse. Filmen fremstår lige så frisk og energisk som den gjorde da den kom frem. Det må siges at være lidt af en præstation. Morsom, tempofyldt, velfortalt, flot, velanimeret og fyldt med sprudlende overskud. Det samme kan man sige om de to herre. De leverer stadig høj kvalitet og højt humør.

Gunnar Wille, leder af afdelingen for animation og computerspil på Den Danske Filmskole

Den unge instruktør

Jeg er vokset op med deres film og har altid syntes, at de, samtidig med, at de er sjove og umiddelbare, også er mystiske og dragende. De har en jazzet uforudsigelighed med clash mellem børne- og voksenverdener, Deres anarkistiske karakterer har altid en herlig fest. Der er noget håndlavet og legende over filmene, de ser simpelthen ud som om, de har været sjove at lave. For mig har de inspireret til, at man gerne må have en krøllet fantasi, og at man endelig skal lave film, der ligner sig selv, og ikke nogen, der findes i forvejen.

Esben Jacobsen, Den kæmpestore bjørn og Fjerkongens rige

Produceren

Flemming Quist Møller har en fantastisk evne til at skabe og lege med sine karakterer, til at fortælle røverhistorier, og når han skriver dialog strutter den af humor og overskud. I samme ånd og med samme frækhed har Jannik Hastrup en sjælden evne til at bringe liv til det hele, til at balancere imellem det rørende, magiske og dramatiske, imellem fantasi og virkelighed og til altid at være i øjenhøjde og solidarisk med de små.

Marie Bro, Dansk Tegnefilm

"Cykelmyggen og Minibillen" havde dansk premiere i sommer og kan fås på på dvd herhjemme.