Følelserne driver værket

CANNES. Den danske klipper Jacob Schulsinger har klippet hele to spillefilm, der er på programmet i Cannes, Rúnar Rúnarssons spillefilmdebut "Volcano" og svenske Ruben Östlunds "Play".

Det er ikke blot de allerede anerkendte instruktører som Lars von Trier og Nicolas Winding Refn, men også interessante og talentfulde nytilkomne på spillefilmfronten, der sørger for at holde den danske fane højt i Cannes.

”At finde små detaljer som et blik, en replik eller en stemning, der berører én, er for mig lige så væsentligt som plottet"

Den danske klipper, Jacob Schulsinger, der blev færdiguddannet fra Den Danske Filmskoles klippelinje i 2009, kan bryste sig af at have klippet hele to film i Cannes’ prestigefyldte sidekonkurrence, Directors’ Fortnight. Nemlig Rúnar Rúnarssons spillefilmdebut "Volcano" og svenske Ruben Östlunds seneste film "Play", der er dansk koproduceret.

Ikke nogen nørd

For Jacob Schulsingers vedkommende er de to spillefilm de første, han klipper af slagsen. Sidste år vandt han en Robert for årets bedste korte dokumentarfilm, "Fini", som var hans første film som instruktør, så det er svært ikke at blive en smule stolt over, at arbejdet bærer frugt.

Jacob Schulsinger har gået på Filmskolen med Rúnar Rúnarsson, og det var blandt andet i det samarbejde, at han skulle finde sig selv som klipper:

”Filmskoleårene betød enormt meget for mig, da jeg ikke overhovedet havde arbejdet som klipper, før jeg blev optaget. Så årene dèr var i den grad med til at forme mig,” siger Jacob Schulsinger, der betragter sig selv som en lidt atypisk filmklipper."

"Jeg synes, de fleste klippere er meget fokuseret på plot. Det handler om at effektivere alting. Komme så sent ind i scener og så tidligt ud som muligt. For mig er film mere end et plot, der skal formidles. Derudover har jeg aldrig været den store tekniske nørd og heller ikke en decideret filmnørd af den slags, der bare har set alle film og kender dem til hudløshed, så på den måde følte jeg mig lidt udenfor, da jeg startede på Filmskolen. Jeg har senere hen lært at acceptere at min force ligger i, at min inspiration kommer andre steder fra end fra filmhistorien."

At finde detaljen

Jacob fandt heldigvis tidligt i sit filmskoleforløb sammen med instruktørerne Rúnar Rúnarsson og Andreas Kofoed:

"Selvom Rúnar og Andreas laver meget forskellige film, så fandt vi alligevel et fælles ståsted i forhold til at lade klipningen styre af den følelsesmæssige udvikling i filmen snarere end af det rent dramaturgisk plotdrevne, som man så ofte ser. Derudover har de begge et fantastisk blik for både komiske og følelsesmæssige detaljer, et blik som jeg er meget inspireret af.  Det gælder både i deres film men også i livet i almindelighed."

Det var altså hverken de tekniske aspekter eller det storladent dramatiske, der tiltrak Jacob Schulsinger ved filmklipperfaget, men derimod en lyst til at være med til at definere, hvad der bevirker, at publikum bliver rørt, når de ser en film. Som Jacob Schulsinger selv formulerer det:

”At finde små detaljer som et blik, en replik eller en stemning der berører en, er for mig lige så væsentligt som plottet. Plottet er selvfølgelig meget vigtigt og skal være på plads, men det er også blot et skelet, der gør, at vi ved om det er f.eks. et dyr eller et menneske, vi har med at gøre. Det er detaljerne der er filmens kød og blød og giver den personlighed og sjæl. Når publikum reagerer på de små perler af detaljer man selv har reageret på, da man gennemgik materialet, så giver det mig en følelse af stor tilfredsstillelse. Det er jo en accept af, at det, der rører mig, også rører andre.”

De tætte samarbejder med Andreas Kofoed, hvis to korte, prisbelønnede dokumentarfilm, "Alberts vinter" og "12 toner ned", Jacob Schulsinger har klippet, og Rúnar Rúnarsson har betydet meget for hans tilgang til sit fag:

"Både Rúnar og Andreas har været meget åbne i hele processen, og de har valgt at involvere mig allerede på manuskript- og idéplan. Derudover diskuterer vi konstant hvordan vi synes film skal laves, og det er hele tiden med til at skærpe mit blik og sikre, at vi vil det samme i forhold til det færdige resultat."

Svaghed for det anderledes

Det var naturligvis en stor udfordring, da Jacob Schulsinger blev hyret til at klippe Ruben Östlunds nyeste spillefilm, da han ikke kendte instruktøren i forvejen. Han blev engageret til opgaven af filmens producer, Philippe Bober, og ifølge Jacob Schulsinger selv var det en stor oplevelse at prøve kræfter med noget helt nyt:

"Jeg tror, at en af grundene til, at jeg bliver brugt, er, at jeg ikke er fastlåst på dramaturgi og plot. Jeg har derimod en stor svaghed for folk, der laver anderledes film, og gerne vil fortælle historier på måder, som vi ikke er så vant til herhjemme."

"I Ruben Östlunds ’Play’ arbejdede vi med meget lange indstillinger på op til syv minutter, og Ruben er meget optaget af, at alle detaljer i en scene skal præsenteres med samme vægt. Det var en stor udfordring, da filmskolens dramaturgimodeller kom til kort over for denne films form, men samtidig også spændende, da man presses ud i en situation, hvor man ikke føler sig helt på sikker grund. Det er en enorm befrielse at få lov til at arbejde på en måde, hvor plottet ikke dikterer alt.  Det kræver mere af publikum, men åbner efter min mening også op for nogle meget større filmiske oplevelser."

Ikke en klippemaskine

Når nu de to første spillefilm, som Jacob Schulsinger har klippet, bliver udtaget til verdens mest berømte filmfestival, forekommer det nærliggende at spørge, om man som klipper kan føle sig en smule overset, når det altid er instruktøren, der fremhæves. Er det noget, den unge klipper lader sig irritere over, eller er det en rolle, der kan blive helt rar?

"Det er faktisk ikke noget, jeg tænker så meget over. Selvfølgelig er det rart at blive anerkendt, men der er også noget forsonende ved at kunne gemme sig lidt. Det vigtigste er at få gjort opmærksom på, at der altid er tale om et samarbejde på en film. Og der har mine oplevelser med Rúnar og Andreas været rigtig gode. Der er et gammelt citat, der siger, at i en god film lægger man ikke mærke til klipningen, og det, synes jeg, er noget sludder. Selve klippet skal man selvfølgelig ikke se og sidde og tænke over, men skal da kunne føle det. Man skal kunne mærke, at det er mennesker med følelser og holdninger, der har lavet filmen, og ikke en klippemaskine."