Fra Filmarkivets gemmer: Se Dybbøl i 1930

FRA ARKIVET. I anledning af jubilæumsåret for 1864 har Filminstituttet gravet dybt i arkiverne og fundet et unikt klip fra 1930, der viser Dybbøl og Sønderborg, som det så ud dengang, herunder et stort sejrsmonument, som blev sprængt i luften i 1945.

Soenderborg_og_Dybboel_framegrab3
Framegrab fra "Sønderborg og Dybbøl". Se klip fra filmen nedenfor.

Det er ikke gået ubemærket hen, at der i år finder et jubilæum sted, som bringer både danskere og turister forbi Dybbøl og Historiecenter Dybbøl Banke. Et jubilæum, der formentlig har fundet sit bredeste publikum i den stort anlagte tv-serie "1864" af Ole Bornedal.

I denne anledning kan Det Danske Filminstitut bidrage med et dokumentarisk klip fra 1930. Den lille film bærer titlen "Sønderborg og Dybbøl".

Størstedelen af den 16 minutter lange film handler om Sønderborg, men i de sidste 5 minutter har man rykket kameraet op på Dybbøl. Og selvom møllen, skanserne og mindestenene stort set står uforandrede, så er der i hvert fald én ting, som vi ikke længere kan se på Dybbøl Banke i dag: det 22 meter høje tyske sejrsmonument – Düppel Denkmal – som blev indviet 30. september 1872.

Det stod frem til maj 1945, hvor det bombesprængtes, formentlig af modstandsbevægelsen. Ikke at der bruges mange sekunder på det i denne lille film, tværtimod dvæler kameraet meget længere ved teksterne på mindestenene og på Dybbøl Mølle. Det er værd at bemærke, at disse optagelser er lavet blot ti år efter, at Sønderjylland igen blev indlemmet i det danske kongerige.

Sønderborg og Dybbøl

Filmen er optaget i anledning af indvielsen af Christian d. X.'s Bro, som fandt sted den 7. oktober 1930. I forbindelse med festlighederne filmes der rundt i Sønderborg: gamle huse, Sønderborg Slot med kanonerne fra Slaget ved Isted i 1850, Strandpromenaden og den gamle pontonbro, som nu afløses af den nye.

Se hele filmen i Filmdatabasen.

På Filmcentralen kan man nu også se den nye dokumentarfilm "Slagtebænk Dybbøl – historien om slaget ved Dybbøl 1864" af Klaus Birch.