Frivillig selvangivelse skal øge branchens bevidsthed om mangfoldighed

KØN. Mens bølgerne går højt på sociale medier har Filminstituttet og branchen gang i konkrete initiativer for at rette op på kønsbalancen i dansk film: En frivillig selvangivelse for filmproducenter, fokus på publikums oplevelse og et forskningsprojekt om barrierer for nyuddannede instruktører.

Allerede på sit første møde i marts besluttede brancherepræsentanterne i Dialogforum at iværksætte tre initiativer for en bedre kønsbalance i dansk film, som nu er i gang.

Afsættet for initiativerne er Filminstituttets undersøgelse af køn i dansk film, der blev offentliggjort i DFIs seneste Årsberetning.

"Facts er nyttige, og det glæder mig f.eks., at vi endegyldigt har aflivet myten om, at kvinder er mindre vedholdende, når de søger filmstøtte," siger Henrik Bo Nielsen, direktør på Filminstituttet, og fortsætter:

"Data kan bruges til meget, og det bliver de. Jeg synes, det er ærgerligt, at debatten på de sociale medier er så polariseret og foregår i så konfrontatorisk et toneleje. I Dialogforum er det lykkedes at holde en konstruktiv tone, og vi fortsætter med at raffinere opgørelsesmetoderne og holder fast i løsningsorienterede tiltag. Der er enighed i branchen om, at vi bedst rykker ubalancer gennem forandring af egen praksis. Derfor glæder det os, at de konkrete initiativer sætter ind i flere led af branchen på samme tid.

De tre initiativer

Frivillig 'selvangivelse'
Når filmproducenter søger om støtte fra Filminstituttet, bliver de inden længe opfordret til at oplyse om kønsfordelingen blandt besætningen foran og bag kameraet. Producentforeningen og producent Meta Foldager udvikler formatet på den frivillige selvangivelse, og Filminstituttet tilrettelægger de indkomne data, så det giver mulighed for internationale sammenligninger.

Fokus på publikums oplevelse
I det kommende halvår gennemføres desuden en stribe tiltag med publikums oplevelse af kønsfordelingen som omdrejningspunkt. Danske Dramatikere og Dansk Skuespillerforbund planlægger master classes, konkurrencer, workshops, og 'værktøjskasser' for både etablerede manuskriptforfattere, skuespillere og instruktører samt studerende. Med fokus på stereotyp casting og klichéfælder i manuskripterne iværksættes en kampagne, der skal styrke branchens og publikums bevidsthed om kvinders roller på lærredet.

Fra uddannelse til debut
Hvilke barrierer møder fiktionsinstruktører fra de dimitterer til de debuterer? Det er et af de spørgsmål, der sættes lys på gennem et forskningsprojekt i samarbejde med Københavns Universitet. Danske Filminstruktører har udformet rammerne for undersøgelsen.

Gennem interviews med fiktions-instruktører af begge køn belyser undersøgelsen, hvor nyuddannede søger hen for at finansiere og realisere deres projekter, og hvor de finder samarbejdspartnere og netværk. Ønsket er at belyse de udfordringer, forhindringer og mulighedsrum, som nyuddannede instruktører oplever. Undersøgelsen udmunder i en rapport til januar 2018.

Fakta

Det Danske Filminstitut arbejder aktivt på at styrke og udvikle en mangfoldig filmkultur.

Filminstituttets bestyrelse og direktion tog i 2015 initiativ til i samarbejde med branchen at styrke mangfoldighedsindsatsen med fokus på køn, etnicitet samt social og geografisk baggrund. Indsatsen er drevet af ambitionen om, at man gennem øget diversitet kan hæve antallet af kvalificerede ansøgere og derigennem kvaliteten i dansk film.

Læs mere om mangfoldighedsindsatsen.

Læs Det Danske Filminstituts Målsætning for en bedre kønsbalance i dansk film.

Om Dialogforum

Dialogforum, der består af ledelserne fra branchens væsentlige organisationer, igangsætter og koordinerer konkrete aktiviteter. I 2017 er fokus på kønsbalance. På længere sigt ønskes en samling af mangfoldighedsindsatserne.

Medlemmerne er:
Christina Rosendahl, formand, Danske Filminstruktører
Jenny Lund Madsen, bestyrelsesmedlem, Danske Dramatikere
Katja Holm, formand, Dansk Skuespillerforbund
Klaus Hansen, direktør, Producentforeningen
Meta Louise Foldager Sørensen, direktør, Meta Film og SAM Productions
Piv Bernth, dramachef, DR
René Høyer Jørgensen, sekretariatschef, FAF
Henrik Bo Nielsen, administrerende direktør, Det Danske Filminstitut
Dorthy Rasmussen, sekretariatschef, Det Danske Filminstitut
Sekretariat: Kirsten Barslund, Det Danske Filminstitut