Gyset mellem filosofibog og popsang

Ali Abbasis spillefilmdebut "Shelley", en gyserfortælling om et ungt par og deres rugemor, udspringer af instruktørens dybe interesse for tilværelsens, og især sindets, endnu uopklarede mysterier. Filmen er udtaget til Panorama-programmet på Berlin Filmfestivalen.

Shelley_2_450
"Shelley" domineres af lange optagelser af køligt observerede, blålige naturomgivelser. Foto: Profile Pictures

Tilbage i 2011 høstede Ali Abbasi stor ros for sin afgangsfilm "M for Markus" – en mareridtsfortælling, hvis suggestive visuelle stil fostrede sammenligninger med mestre som David Lynch, Lars von Trier og Gaspar Noé.

Film er et godt medium til at visualisere det, man ikke kan se. For 200 år siden var jeg nok blevet præst.

Nu er den iranskfødte instruktør aktuel med spillefilmen "Shelley" – en selvudnævnt "psykologisk kuldegyser", der leger med horrorgenrens koder i sin sælsomme skildring af et barnløst par, Kasper og Louise, som går til yderligheder for at udvide familien. Og bliver straffet noget så grusomt for det. 

Fakta

Hvad farveskala angår, kunne Abbasis to værker næsten ikke være mere forskellige. I afgangsfilmen changerer rødglødende toner i hver eneste indstilling som ild hen over skærmen i takt med en febrilsk kameraføring, der konstant glider ud og ind mellem fjerne og ultranære beskæringer. Spillefilmdebuten derimod domineres af lange optagelser af køligt observerede, blålige naturomgivelser.

Og hvor "M for Markus" er en ekspressionistisk blotlæggelse af underbevidstheden, der trækker på krimigenrens troper, er "Shelley" en langt mere lineær og æstetisk mådeholden film, der fokuserer på forholdet mellem Louise og rugemoren Elena, spillet af henholdsvis Ellen Dorrit Petersen ("Blind") og stjernefrøet Cosmina Stratan ("Beyond the Hills").

Shelley_ansigt_450
"Shelley" Foto: Profile Photos

Stilforvirring ikke en svaghed

Da Ali Abbasi gik på Den Danske Filmskole, blev han ofte opfordret af sine medstuderende og undervisere til at beslutte sig for en stil. De brød sig ikke om, at hans værker stak i så vidt forskellige retninger, fortæller han. Men i Abbasis øjne er "stilforvirring" hverken en svaghed eller udtryk for ubeslutsomhed, men en kunstnerisk styrke. Han ser skiftende æstetiske præferencer som et naturligt resultat af den teknologiske udvikling og som et udtryk for en særlig lydhørhed over for konstant skiftende landskaber – kulturelle såvel som politiske.

"Hvis man for eksempel kigger på vores egen Lars von Trier, så synes jeg, at han er en rigtig auteur. Der er forskel på, hvad der optog ham og hvilket udstyr, der var til rådighed, da han var 20, og da han var 50, og det bærer hans skiftende stil præg af."

Med sine formeksperimenterende værker og Trier som forbillede kunne man hurtigt forledes til at tro, at Abbasi som filmskaber ser sig selv som kunstner med stort K. Men selv tøver det 34-årige instruktørtalent med overhovedet at placere sig selv i kategorien:

"Jeg er meget påpasselig med at kalde mig selv for kunstner, fordi jeg synes, at det at være kunstner er en tilstand, ikke et job. Ligesom hvis man er revolutionær. Man kan ikke være revolutionær fra 9 til 16. Man er revolutionær i de tre år, revolutionen varer, og så ikke mere."

Shelley_450
"Shelley" Foto: Profile Photos

Tilværelsens usynlige aspekter

Stilmæssigt er Abbasi måske nok en kamæleon, men kradser man lidt i overfladen, gemmer der sig alligevel en rød tråd i hans film. En rød tråd, der udspringer af hans optagethed af alt det, der foregår allerinderst i mennesket og mellem himmel og jord – alt det, som ikke har en logisk forklaring.

"Det er det, jeg interesserer mig allermest for. Folks indre landskab, eller indre liv. Hvilket ikke er det samme som det psykologiske. Det handler mere om alt det, man ikke kan kontrollere, ikke kan styre. Ting man gerne vil glemme, men muligvis ikke kan. Om drømme, irrationelle handlinger."

I "Shelley" kommer det især til udtryk gennem den unge rugemor Elena. Graviditeten forløber alt andet end smertefrit, og særligt i en scene, hvor Louise bader Elena, bliver det tydeligt, at noget er grueligt galt. Selvom vandet kun er lunkent, skriger Elena af smerte, som om hun bliver skoldet, og hun er overbevist om, at det skyldes barnet i hendes mave. Men hvor meget er psykisk, og hvor meget er somatisk, når det kommer til Elenas hysteriske anfald?

Abassi henlægger med vilje svaret i det uvisse og fastholder hele vejen igennem sit publikum i et limbo mellem en lige ustabil indre og ydre virkelighed.

Mellem arthouse og horror

Abbasi, der har en BA i arkitektur og flere skønlitterære bøger bag sig, har været forbi en lang række mulige metierer, men i filmen synes han at have fundet den udtryksform, der bedst matcher hans dybe interesse for tilværelsens, og især sindets, endnu uopklarede mysterier.

"Film er et godt medium til at visualisere det, man ikke kan se. For 200 år siden var jeg nok blevet præst. Kirken er et godt sted at udforske det usynlige," siger Abbasi og fortsætter:

"Det handler simpelthen om, at der er nogle fænomener, som findes, men som er svære at sætte ord på. Fænomener, som er svære at udtrykke i andre former."

Det interessante ved filmmediet er, at det befinder sig "et sted mellem filosofibog og popsang", som Abbasi siger. Et sted mellem højpandet arthouse, der sætter gang i en dyb refleksion over tilværelsen, og jordbunden, eskapistisk underholdning, der lader dig slå hjernen fra og bare føle.

Og netop denne iboende spænding er ekstra udtalt i "Shelley". Filmen minder om velrenommerede Nordic Twilight-værker som svenske Tomas Alfredsons "Lad den rette komme ind" (2008) og danske Jonas Alexander Arnbys "Når dyrene drømmer" (2014) i sin allegoriske brug af gyserelementer, der ikke bare fremkalder gåsehud hos publikum, men som også bruges til at fremsætte en subtil samfundskritik:

"Det, som jeg godt kan lide ved horrorgenren, er, at den giver os mulighed for at forestille os noget andet: Hvad nu hvis verden ikke så sådan her ud? I virkelighedens verden ville der jo ikke ske en skid med folk som Louise og Kasper. De ville få deres datter, og det var så det … Men jeg har magten som filmskaber til at få noget andet til at ske."

Med "Shelley" har Ali Abbasi skabt en gyser, der både fungerer som udsyret mareridtssplat og camoufleret hævnakt mod moderne skurke som Louise og Kasper, der udnytter deres privilegerede status til at afpresse samfundets svageste.

Den er lige dele kuldegysende popsang og hjemsøgende filosofibog – og 100 % meget uhyggeligt.

"Shelley" er produceret af Jacob Jarek for Profile Pictures med støtte fra New Danish Screen.