Hvad er et cinematek?

CINEMATEK. Det belgiske og danske kongehus besøger onsdag den 29. marts Cinemateket i Gothersgade, København, ved åbningen af en filmserie med yngre spændende belgiske instruktører. Men hvad er et cinematek? Hvor findes den slags? Og hvilke oplevelser kan Cinemateket i Danmark byde på?

  • Et Cinematek er en biograf, der beriger filmkulturen ved at holde filmhistorien i live for forskere, filmskabere og offentligheden gennem visning af historiske film og filmkulturelle værker, som ikke ellers ville finde vej til et filmlærred. Cinemateket er for filmen, hvad biblioteket er for bøgerne og kunstmuseet er for billedkunsten.
     
  • De fleste Cinemateker er tilknyttet nationale eller regionale filmarkiver med historiske filmsamlinger og er ofte en del af et nationalt filminstitut, et universitet eller et privat arkiv.
     
  • Stort set alle europæiske lande inklusive vores nordiske naboer har et eller flere cinemateker, ligeledes de store nordamerikanske byer, mens der er færre i Asien, Australien og Sydamerika.
     
  • De franske filmaficionados Henri Langlois and Georges Franju er vigtige navne i cinematekernes historie. Som nogle af de første grundlagde de i 1935 filmklubben "Cercle du cinéma", hvor de viste ældre film fra deres egne samlinger, hvilket i 1936 førte til dannelsen af Cinémathèque Française. At film blev bevaret var på den tid ikke en selvfølge, men med en international filmarkivbevægelse, som Langlois var en af de store eksponenter for, lykkedes det at redde mange film fra filmselskaber, der ellers havde planlagt at destruere dem. I filmhistorien fremstilles det ofte sådan, at netop adgangen til at se disse film ansporede en række unge franske instruktører til at udvikle deres eget filmsprog i tressernes Nye Bølge, med navne som Truffaut, Godard og Chabrol.
     
  • Cinémathèque royale i Bruxelles er et af de mest betydelige filmarkiver i Europa og blev i mange år ledet af en af filmarkivernes store faderfigurer, Jacques Ledoux. Både Cinémathèque royale og Det Danske Filminstitut er aktivt engageret i at sikre den nationale og internationale filmarv gennem et nært samarbejde i den europæiske sammenslutning af filmarkiver, Association des Cinémathèques Européennes (ACE).
     
  • I Danmark blev vores cinematek, Filmmuseet, etableret den 11. november 1941. Siden dannelsen har museet haft til opgave at indsamle, dokumentere og bevare den danske filmarv, samt formidle viden om filmhistorie, filmkunst og filmkultur. Efter de første år med etablering og konsolidering kunne Filmmuseet midt i 40'erne præsentere en samling bestående af 190 filmtitler, 160 bøger og 12.000 avisudklip ordnet i mapper.
     
  • Filmmuseet flyttede i 1997 fra Christianshavn til Gothersgade og blev en del af Det Danske Filminstitut som Cinemateket og Filmarkivet. Siden har der været programsat ca. 40 forestillinger om ugen i to biografsale plus formiddagsforestillinger for børnehave- og skolebørn. Der vises omkring 1.100 forskellige filmtitler pr. år, og i 2016 var besøgstallet 116.000, hvilket er højt sammenlignet med andre cinemateker.
     
  • I dag ligger der omkring 45.000 titler på Filmarkivets klimasikrede hylder i Glostrup og Store Dyrehave udenfor Hillerød. Biblioteket i Gothersgade har 70.000 bøger til udlån og over 2,5 mio. avisudklip og filmprogrammer i skufferne. Billed- og Plakatarkivet tager vare på mere end 2,5 mio. genstande; stills, negativer, plakater m.m.
     
  • Cinemateket har til opgave at holde den nationale og den internationale filmhistorie levende og præsentere værker af historisk og kunstnerisk interesse. Der vises overvejende film, som er mere eller mindre usynlige i det almindelige biografrepertoire og mediebillede, herunder klassikere, stumfilm, oversete filmhistoriske værker, udenlandske kvalitetsfilm (som ikke har opnået dansk distribution), eksperimentalfilm og levende billeder fra eksotiske filmkulturer.
     
  • Cinematekets redaktion laver et stort og varieret program af filmserier til en voksende skare af filminteresserede i Gothersgade, hvor filmene præsenteres, debatteres og perspektiveres. Der er Cinemateks-aktiviteter rundt om i landet, der er open air-visninger, sing-along-film, samarbejder med interessegrupper, festivaler og meget mere.
     
  • Publikum har adgang til dele af Cinematekets samling og viden via nettet. Man kan dykke ned i arven efter dansk films store auteur Carl Th. Dreyer på carlthdreyer.dk
    Kosmorama, Filmmuseets tidsskrift, der er udkommet siden 1954, er nu et online-magasin, hvor artiklerne krydres med billeder og filmklip. Derudover digitaliseres de gamle numre løbende og bliver tilgængelige på kosmorama.org
    Det seneste tiltag er et stort digitaliseringsprojekt danmarkpaafilm.dk, hvor dokumentariske optagelser fra hele Danmark folder sig ud – gratis og til glæde for alle.

Læs mere om Filmmuseets historie