Iqbal og den moderne familiefilm

INTERVIEW. "Iqbal og den hemmelige opskrift" følger 13-årige Iqbal, der kæmper for at opnå sin fars respekt samtidig med, at han er på flugt fra to skruppelløse forbrydere. Manuskriptforfatter Renée Toft Simonsen og instruktør Tilde Harkamp fortæller om arbejdet med at skabe en moderne familiefilm med et spraglet persongalleri og lige dele humor og alvor.

Iqbal-1
Foto: Per Arnesen

Skal man gøre noget for at blive til noget, eller er man noget i sig selv? 13-årige Iqbal synes ikke, at hans præstationer i kemitimerne har betydning for, om han er et godt menneske. Hans far derimod mener, at værd er noget, man skal gøre sig fortjent til. Konstant udtrykker han skuffelse over sønnens manglende disciplin og er bekymret for, at det falder tilbage på hele familien.

"Der er en rummelighed over for eksistenser, der ikke er en del af den 'korrekte' leveform med villa, Volvo og vovse. Det er jo sådan, mange moderne mennesker lever: Skævt."

"Jeg er meget uenig i, at man ikke er noget i sig selv," siger filmens manuskriptforfatter, Renée Toft Simonsen, psykolog, forfatter til en lang række børnebøger, bl.a. serien om Karla, og mor til fire. Efter en Master Class-uddannelse i manuskriptskrivning på Filmskolen debuterer hun nu som manuskriptforfatter med filmatiseringen af Manu Sareens børnebøger om Iqbal Farooq.

"Jeg var optaget af far-søn-relationen og Iqbals fars optagethed af at 'være noget' og opføre sig som en god dansker. Forældres optagethed af deres børns eventuelle succes og bekymring for og interesse i, om det går dem godt, er noget jeg kan genkende fra mit eget liv," fortæller hun. Det er ikke dårligt at interessere sig for, hvordan børnene klarer sig – så længe man husker på, at det ikke er "små maskiner, vi føder." F.eks. går Toft Simonsen ikke med på præmissen om, at man – med mindre man vil være kemiker – skal lave sine kemilektier. For hvem siger, at alle mennesker skal være gode til kemi?

"Jeg håber, at de voksne, der ser filmen, tænker over, om vi måske har for mange ambitioner på vores børns vegne," supplerer instruktør Tilde Harkamp, som også er spillefilmdebutant, men har stor erfaring fra tv med bl.a. "Isas Stepz" og "Tvillingerne og julemanden". Harkamp, der er mor til to, opfordrer til, at man som voksen stopper op og tænker, 'Jeg har et barn, der er anderledes end mig, men det har sine egne kvaliteter'. "Det er vigtigt at give plads til at se sine børn, som de er, og ikke som nogle, der skal opfylde ens egne prioriteringer," siger hun.

Moderne Emil fra Lønneberg

Iqbal-2 

Til gengæld ville nogle børn heller ikke tage skade at lidt mere flid, mener hun. "Som barn håber jeg, man tænker, at der også engang imellem skal arbejdes hårdt for at blive dygtig og udrette noget. Det er fedt med fede ideer – så kommer du måske ud på overdrevet, som Iqbal gør. Men der skal også ydes. På den måde håber jeg, at børn og voksne kan mødes på en gylden mellemvej."

Nok smyger Iqbal sig uden om skolearbejdet, men når det virkelig gælder, tager han ansvar – og hans kvikke ideer kommer hele familien til gode. Da han, broren Tariq og veninden Sille kommer til at blande et eksplosivt sprængstof i et kemiforsøg og derved bliver mål for to forbrydere, holder Iqbal hovedet koldt og udtænker den fantasifulde plan, der får skovlen under dem.

Renée Toft Simonsen ser Iqbal som en moderne Emil fra Lønneberg.

"Nogle gange får han lidt for mange gode ideer og får ikke tænkt sig om, før han agerer. Men han er en sprælsk og energisk børnehelt, der tør og gør. Jeg synes, han er et fint forbillede, fordi han er en god dreng, der handler i forhold til at gøre det gode. Samtidig er han også er en lømmel, der udnytter, når han kan se sit snit til noget, der falder ud til hans fordel."

Samme energi har Tilde Harkamp lagt ind i filmens visuelle side, hvor hun bl.a. skifter mellem slow og high speed og klipper hastigt mellem forskellige vinkler, som fotograf Jesper Tøffner kreativt har fanget.

Den, der kun tager spøg for spøg…

Iqbal-3 

Ligesom sjov og ballade og flid og ansvar må balancere i et barneliv, er forholdet mellem humor og alvor og appel til både børn og voksne afgørende i en familiefilm.

"Komediens største udfordring er balancen mellem humor og alvor," siger Tilde Harkamp. "Man kan ikke undvære alvoren, for så bliver det for tyndt. Man kan heller ikke gå alt for alvorligt til værks, for så bliver det ikke sjovt. Jeg har ikke nogen regel for det, bare en intuitiv fornemmelse og en erfaring. I forhold til humor, er det vigtigt at blande kortene, så der både er noget fysisk til børnene og replikker til de voksne. Og når komik udspringer af akavede situationer, griner vi alle sammen."

"Nu er filmen jo heldig at have en familie med alle størrelser og forskellige typer, så på den måde appellerer universet bredt i sig selv," siger Renée Toft Simonsen og nævner Iqbals seje storesøster Fatima, hans nørdede og eftertænksomme lillebror Tariq og nuttede yngste lillebror Dindua, der udlever alle børns drømme ved at få for 1000 kroners slik af sine kidnappere.

Det brede og skæve persongalleri i filmen er centralt for at afspejle et moderne Danmark, mener Tilde Harkamp.

"Der er en mangfoldighed og en alsidighed i persongalleriet, der gør det lidt mere skørt og kantet, end vi ofte ser i familiefilm. Jeg er selv opvokset på Nørrebro, og jeg kender godt de karakterer. Jeg kan godt lide, at familien ikke bare består af far, mor og børn, men er sammensat som en flydende organisme. Der er Sille, som er en del af familien uden egentlig at være det; der er Tante Fatwa, der pludselig ankommer; der er viceværten og grønthandleren Baba, der ikke er familiemedlemmer, men alligevel er en stor del af deres verden. På den måde er der en rummelighed over for eksistenser, der ikke er en del af den 'korrekte' leveform med villa, Volvo og vovse. Det er jo sådan, mange moderne mennesker lever: Skævt." 

"Iqbal og den hemmelige opskrift" er produceret af Elisabeth Victoria Poulsen, Christian Potalivo og Mikael Olsen for Miso Film med støtte fra Markedsordningen på Det Danske Filminstitut.

Filmen har premiere 17. december.