Jytte Rex' Isolde på dvd

PÅ DVD. "Isolde", Jytte Rex' nøgleværk fra 1989, kan nu fås til hjemmebiografen.

Jytte Rex-filmen "Isolde" fra 1989 er netop udgivet på DVD af Another World Entertainment.

Filmen, der bygger på den klassiske fortælling om Tristan og Isolde, handler om Isolde der efter et selvmordsforsøg forlader sin mand og vender tilbage til sit arbejde på Det Kongelige Bibliotek. Hun forelsker sig i en tidligere lejesoldat med barske oplevelser bag sig. Men den jaloux ægtemand sætter gang i en intrige, der får tragiske følger for Isolde og soldaten.

"Isolde" er karakteriseret af Jytte Rex' særlige detaljerede og refferencemættede visuelle stil.

"Visuelt er filmen præget af overlegne penselstrøg. København er forvandlet til en by, hvor gadehjørnerne er fremhævet for deres æstetiske værdier. Hvert billede, der ofte dvæler ved besynderlige detaljer, har indbyggede dybder, der gør filmen til et analytisk overflødighedshorn," skrev Kim Toft Hansen i webtidsskriftet Kulturkapellets anmeldelse i anledning af dvd-udgivelsen.

Personlig stil

Det er den danske dvd-distributør Another World Entertainment, der udgiver "Isolde". Selskabet har tidligere udgivet to andre film af Jytte Rex, "Planetens spejle" fra 1992 og "Inger Christensen – cikaderne findes" fra 1998.

"Vi har valgt at udgive Jytte Rex' film, fordi hun om nogen er repræsentant for dansk filmkunst," siger Mads Jensen fra Another World Entertainment. "Hun har en personlig stil og en kunstnerisk vision, som hun velfortjent har høstet stor anerkendelse for. Alligevel er hendes film for mange mennesker ukendt land, ikke mindst fordi de har været svære at få fat på, før vi begyndte at udgive dem."

Another World Entertainment håber med tiden at kunne udgive flere af Jytte Rex' film. 

Du kan købe Isolde på www.anotherworldent.com 

Læs hele Kulturkapellets anmeldelse af "Isolde".