Kortere til Cannes end København

CANNES. Direktør for FilmFyn Bo Damgaard er i Cannes for at netværke med danske og international producenter, der forhåbentlig vil optage deres film på Fyn. Det er ikke så tosset at gøre i skjorteærmer.

Bo-Damgaard

FILMupdate fangede Bo Damgaard, direktør for den regionale filmfond FilmFyn, i Scandinavian Village på markedet i Cannes for at høre om hans arbejde på festivalen.

"Hvis man ikke synes, det er en luksus at kunne arbejde 16 timer om dagen i lys og luft og korte skjorteærmer, er man da en nar"

Bo Damgaard, direktør, FilmFyn

Hvad laver du i Cannes?

FILMupdate spørger danske filmfolk, hvad de laver på Cannes-festivalen.

Hvor mange gange har du været på Cannes-filmfesivalen?
"Fem."

Hvad laver du i Cannes?
"Jeg er her som direktør for FilmFyn og Film Commission Fyn (FilmFyns "turistbureau", red.), og standen her er resultatet af et samarbejde mellem de skandinaviske film locations. Vi kaster lys over vores fantastiske Danmark og Skandinavien i håb om, at de internationale investorer vil komme til Danmark og Skandinavien. 

Mit andet formål er at deltage i den årlige generalforsamling i Cine Regio. Det er en sammenslutning af de europæiske regionale filmfonde, der varetager fondenes interesser, specielt omkring policy making og lobbyvirksomhed."

Hvordan ser din typiske dag ud?
"Den består af konkrete møder og networking med internationale producenter, koproduktionspartnere og absolut også med danske producenter. Her har vi chancen for at stikke hovederne sammen. For mig er der kortere til Cannes end til København, og vi er langt mere effektive, end vi er derhjemme." 

Ser du også film?
"Nej, det kan jeg sgu ikke nå."

Har du opnået noget konkret?
"Jeg har ikke underskrevet nogen kontrakter – det er først og fremmest networking. Men i fredags annoncerede vi, at vi er gået ind i et samarbejde med producer Katja Adomeit om filmen 'Across the Fields'. Det er projekt, som har Langeland som location, så det er vi rigtige glade for. Katja Adomeit er Producer on the Moves, så det kan ikke blive bedre. Vi ser meget frem til at se den – forhåbentlig i Cannes 2016." 

Hvad er højdepunktet ved at være hernede?
"Det er absolut omstændighederne – at vi holder møder udenfor. Hvis man ikke synes, det er en luksus at kunne arbejde 16 timer om dagen i lys og luft og korte skjorteærmer, er man da en nar."

Og lavpunktet?
"Jeg var bestyrelsesformand på Filminstituttet på det tidspunkt, hvor Lars von Trier 'erklærede' sine nazistiske tilbøjeligheder. Der stod vi i smoking og var klar til big party, som vi måtte aflyse. I stedet gik jeg ud med Henrik Bo Nielsen, Claus Ladegaard og Steffen Andersen-Møller og spiste burger på Croisetten. I retrospektiv er det sjovt, men det var ret nederen på det tidspunkt."

Læs mere om regional filmstøtte og FilmFyn