The Look of Silence er på Oscar-shortlist

OSCAR 2016. Joshua Oppenheimers "The Look of Silence" er med i Oscar-kapløbet. 15 film er sat på den shortlist, som er udgangspunkt for nomineringerne i kategorien dokumentarfilm, der udmeldes den 14. januar.

The-Look-of-Silence_5

Der har været spået om det længe: "The Look of Silence" var en af de film, der ville indtage en central plads i Oscar-kapløbet i kategorien dokumentarfilm.

For en måned siden dukkede Joshua Oppenheimers film så op på listen over de seks nominerede til hovedprisen ved de Los Angeles-baserede IDA-Awards. Få dage senere blev den nomineret til prisen for årets Europæiske Dokumentarfilm ved European Film Awards i Berlin, for fem dage senere at modtage fire nomineringer i forskellige kategorier ved Cinema Eye Honors, der afholdes i New York.  

Den 24. november blev filmen nomineret til en Independent Spirit Award i Los Angeles for bedste dokumentarfilm, og i forgårs kunne en stolt instruktør og producent bryste sig over at modtage den første store pris i det, der kaldes Awards Season, perioden fra oktober til februar, hvor en række vigtige internationale film-nomineringer og prisuddelinger finder sted med kulmination i sæsonens største filmbegivenhed, Oscar-festen i Los Angeles. I New York ved Gotham Independent Film Awards i New York blev "The Look of Silence" nemlig kåret som vinder af prisen for bedste dokumentarfilm.

I nat blev det så endelig klart, at "The Look of Silence" er med i Oscar-kapløbet. Den er en af de 15 film, der er sat på en shortlist, som er grundlaget for nomineringerne i kategorien dokumentarfilm.

Der er god grund til at glæde sig over placeringen for instruktør Joshua Oppenheimer, Signe Byrge, som har produceret for Final Cut for Real, og hele holdet bag filmen. Den 14. januar offentliggøres nomineringerne i dokumentarfilmkategorien sammen med alle de andre Oscar-nomineringer.

Trailer