Marie Schmidt Olesen anbefaler på CPH:DOX

CPH:DOX. Marie Schmidt Olesen, projektredaktør på New Danish Screen, vil mærke sig selv og verden i møder med filmkunsten i CPH:DOX' overflødighedshorn af et program.

i fars hænder
Sven Vinges "I fars hænder" er en af Marie Schmidt Olesens anbefalinger til årets CPH:DOX.

Så er der CPH:DOX igen, og med denne unikke festival igen mulighed for at komme helt tæt på nogle af samtidens store spørgsmål og brændpunkter. Det er også en kærkommen lejlighed til lige at stoppe op og mærke sig selv og verden i mødet med filmkunsten. At skulle udvælge og anbefale er næsten umuligt, for det flyder med omhyggeligt kuraterede godter lige meget, hvor man kigger hen. En lille trøst måske, at det næppe kan gå helt galt. 

Jeg glæder mig til at se to fortællinger med noget ganske særligt på færde om fædre, Sven Vinges I fars hænder og Alexander Linds Næste Sommer. I begge film, støttet af New Danish Screen, tages der livtag med indre dæmoner med både begavet indsigt og visuelt vovemod. 

Filmen Untitled, som Michael Glawoggers klipper Monika Willi måtte gøre færdig, efter hans triste endeligt, er en både syret og ubehagelig men også humanistisk, tankevækkende og ekstremt anbefalelsesværdig rejseoplevelse. Jeg glæder mig også til Phie AmboNår du kigger væk, der muligvis opererer lidt i samme dur; med at forbinde skæbner, omtanke og universel samvittighed på mere eller mindre vilkårlig vis i et filmisk eksperiment. 

I en anden boldgade skal jeg se Bernhard Henri-Lévys film Peshmerga og Battle for Mosul samt den efterfølgende samtale om kunst i en global krisetid. Politik i et perspektiv, hvor også Brexitannia nok tæller. Det lyder som filmen fanger nogle af de bevægelser, som alle observerer, men ingen agerer på, før flertallet har taget føringen. 

Også i den britiske afdeling, nærmere bestemt den skotske, skal jeg på nostalgitrip med Lost in France. Tænk sig – alle de bands, jeg slugte igen og igen, på Glasgows mikroskopiske, snaskede, ølvåde spillesteder i 90’erne, pludselig forenet på lærredet. Med fuldt audiovisuelt udtræk, kan det kun blive godt. Og når vi er i det felt, kan Where you're meant to be noget. Den byder på guldstunder, som når den skotske singer-songwriter Aidan Moffat irettesættes for at omgås lige lovlig lempeligt med den folkesangstradition den aldrende romalegende Sheila Stewart stolt har ført videre gennem generationer. 

En titel jeg længe forgæves har forsøgt at krydse af på listen er Kirsten Johnson's Cameraperson. Med over 25 år på bagen, giver filmen et indblik i det enorme cinematiske katalog hun har på samvittigheden. 

Og jeg skal i VR biograf på Charlottenborg, til lydfest i Planetariet, nogle sessioner om score, til CHP:Conference, Mærsk operafilm, til snakke om løgne, nyheder og kunst – og forhåbentlig, gense Tindersticks.

Marie-Schmidt-Olesen_210