Med Kvium i biografen

DANSKE PREMIERER. "Det Skinbarlige Øje", der skildrer maler Michael Kvium får biografpremiere. På DR2 vises "Identitetstyveriet" den 1. oktober. Dokumentaren fortæller historien om Thomas Altheimer, som får stjålet sin identitet af sin tidligere ven og kunstnerkollega Claus Beck-Nielsen.

 


Biograf


25. september: Det Skinbarlige Øje

Peter Klitgaard har de seneste tre år filmet Michael Kvium i hans atelier. Det er blevet til mere end 30 timers optagelser, hvor vi ser værkerne blive til. Materialet er klippet ned til en dokumentarfilm på 1 time med fokus på den kunstneriske proces. Filmen skildrer, hvordan tanker og idéer bliver til titler, skitser og tegninger for til sidst at ende på lærredet som malerier. Ved at følge processen og tilblivelsen af værkerne åbner filmen op for de personlige og kunsthistoriske lag, der ligger til grund for Michael Kviums malerier.

Filmen kan ses i Grand Teatret den 25. september med Politiken Plus. For alle andre kan billetter bestilles fra den 28. september.

Filmen er produceret af Dino Raymond Hansen for Opus Film med lanceringsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

 


Tv


1. oktober: Identitetstyveriet
DR2 Dokumania kl. 20.30

Identitetstyveriet

Da Thomas Altheimer lægger sag an mod sin tidligere ven og kunstnerkollega Claus Beck-Nielsen for med bogen "Suverænen" at stjæle Altheimers identitet, sender det Altheimer ind i en mental labyrint af Kafkasks paranoia. Virkelighed og fiktion smelter sammen, og Altheimer må desperat søge efter en vej ud.

Filmen er instrueret af Max Kestner og produceret af Carsten Holst for Globus Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Læs interview med Max Kestner "Et tyvstjålet liv"