FILMupdate fangede animationsinstruktør Sofie Kampmark til en snak om hendes oplevelser i Cannes et par timer efter premieren på hendes film "Tsunami," der konkurrerer om prisen for bedste filmskoleafgangsfilm i programmet Cinéfondation.
Sofie Kampmark, instruktør
Hvor mange gange har du været i Cannes?
"Det er mit første år."
Hvad laver du i Cannes?
"Jeg er her fordi min afgangsfilm fra Animationsskolen i Viborg er nomineret i Cannes' afgangsfilmkonkurrence, Cinéfondation.
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da jeg kom herned, men jeg havde en vag ide om glamour, røde løbere, cannapéer og gratis champagne, og der har det faktisk ikke skuffet.
Jeg set de andre film, som vi dyster mod. Mange af dem er rigtig gode, så det er fantastisk at være med. Jeg har hængt rigtig meget ud med de andre instruktører. Vi er alle sammen i samme båd, og det har været superfedt at være fælles om denne her oplevelse af, hvor vildt det er at være i Cannes."
Hvordan ser din typiske dag ud?
"Jeg står måske op ved halv otte-tiden, og så er det ned til Palais du Festival og op på Cinéfondation-kontoret på fjerde sal. Jeg har givet en del interviews til den danske presse, og så har der gerne været et eller to Cinéfondation-programmer, hvor vi har set de andre film. Og spist baguettes med ost og skinke. Om aftenen har vi været ude at spise og drukket nogle drinks med de andre instruktører. Det er sådan noget med at forlade hotellet senest 9 og være hjemme klokken 4 om natten." '
Hvordan gik premieren i dag?
"Det gik super godt. Jeg var helt vildt nervøs. Jeg skulle op og introducere filmen, før den blev screenet, og det føltes som om, mine knæ var lavet af gelé.
Responsen bagefter var fuldstændig overvældende. Der var rigtig mange, der kom over og gav hånd og sagde, at de syntes, den var virkelig god. Nogle sagde, at de havde grædt i biografen. Det er en melankolsk film, så er det ret fantastisk at få folk til at græde. Så virker den.
Jeg har fået visitkort til flere festivaler, og der har været fagfolk, der er kommet over og spurgt, hvordan vi har lavet den. Det er superdejligt."
Hvad har været højdepunktet på festivalen?
"Den røde løber var helt vildt. Til gallapremieren på den kinesiske 'Mountain May Depart' blev hele Cinéfondation-holdet præsenteret på den røde løber. Det var virkelig syret at stå foran alle paparazzierne i helllang kjole og få mit navn kaldt op.
Det var også rigtig syret, da vi skulle have taget billeder til Cinéfondations hjemmeside. Det var også på den røde løber, men i vores almindelige tøj. Så stod vi der og skulle posere, og så begyndte turisterne ude på Croisetten at tage billeder af os, fordi de tænkte, at vi nok måtte være kendte. Det er vi jo overhovedet ikke."
Og lavpunket?
"Jeg synes ikke, der har været et lavpunkt, men jeg kan godt mærke, at det er hårdt hele tiden at være på en rutsjebanetur af adrenalin. Der sker hele tiden ting, som er vilde og tossede - lige fra at have spist den bedste østers, jeg nogensinde har fået, til at møde Isabella Rosselini oppe på terrassen. Kroppen bruger virkelig meget krudt på at bearbejde den adrenalin, så man bliver fysisk træt."
Hvordan har det været at være en forholdsvis lille del af en stor festival - føler du, at du bliver set og hørt?
"Ja, eller både og. Vi sad og læste en artikel om de forskellige festivalpas og hvad, de giver adgang til. Vi læste fra bunden og op til, hvor der står, at det fineste pas, man kan have, er det hvide. Så kigger jeg ned på mit eget pas og siger, gud, det er jo det, jeg har. Der slog det os alle sammen på holdet, at selvom vi føler os lidt rookie-agtige, er vi jo nominerede. Vi er faktisk toppen af fødekæden. Det er tosset, at det er en artikel, der skal fortælle os det. Jeg tror måske også, det er en dansk jantelov-ting. Nogle af instruktørerne fra de andre lande er væsentligt bedre til at være mere vokale om deres status hernede. Der er vi måske lidt mere ydmyge."
Har du lært noget, til hvis du skal af sted en anden gang?
"Jeg havde så travlt inden afgangen, men hvis jeg var så heldig at komme af sted en anden gang, ville jeg helt sikkert gøre mit hjemmearbejde bedre og finde ud af, hvilke film, der ville være fantastiske at se. Og sådan helt lavpraktisk, få styr på kjoler, sko og smykker. Og at jeg skal have vabelplaster med."
Priserne for Cinéfondation bliver delt ud fredag klokken 16.30.
Tsunami
Haru, en midaldrende japansk mand, vender tilbage til sit hjem efter en altødelæggende Tsunami. Haru er i chok og fornægter situationen og forsøger at fortsætte dagligdagen, som om intet var hændt. Opdagelsen af en magisk havånd, fanget i hans soveværelse, skal dog snart gøre den strategi uholdbar, og Haru indser, at han står over for et valg - skal han forblive i sin fantasiverden, hvor intet er hændt, eller skal han se realiteterne og hans enorme tab i øjnene? Skal han lade ånden tørre ud og dø, eller hjælpe den tilbage til livet og havet og genoprette balancen i den natur, som har taget alt fra ham?
