Miss World in Ukraine på CPH:DOX

CPH:DOX. Den danske kunstner Nielsen – tidligere kendt som Claus-Beck Nielsen og Das Beckwerk – har forklædt sig som Miss World og er rejst på fredsmission til Ukraine. Det er der kommet en film ud af, som bliver vist på CPH:DOX.

Nysgerrigheden har mange ansigter. Det er den danske kunstner Nielsen et oplagt eksempel på. De første mange år af sit liv arbejdede og levede han som Claus Beck-Nielsen, før han under stor opmærksomhed begyndte at operere som Das Beckwerk.

Nu er navnet kogt ned til det muligvis mest danske, man kan forestille sig: Nielsen. Denne Nielsen har forklædt sig som Miss World og er rejst til Ukraine på en selverklæret fredsmission for at sprede budskabet om fred og tolerance i det turbulente land. Men han – eller hun – er ikke rejst alene: sammen med sit produktionsselskab er turen blevet dokumenteret, og resultatet er filmen "Miss World in Ukraine".

Projektet bliver i filmen analyseret af en amerikansk akademiker, der ligeledes bliver portrætteret af Nielsen. Der er dermed lagt op til en både provokerende og tankevækkende film i interventionskunstens ånd – præcis som man forbinder det med Claus Beck-Nielsen, Das Beckwerk og nu også Nielsen.

"Miss World in Ukraine" bliver vist på dette års CPH:DOX sammen med dokumentarfilmen "Episode 1" af hollandske Renzo Martens. Han er ligeledes rejst østpå i sin dokumentarfilm, idet han i 2003 besøgte det krigsramte Tjetjenien. Man kan møde Nielsen til visningen i Grand Teatret den 6. november.