Mød Buddha – Laterna magica

BILLEDSERIE. Filminstituttet sikrer at film, plakater og anmeldelser bliver gemt for eftertiden. I Filmarkivets samling er også en række antikke maskiner, der kan vise levende billeder. Over de kommende uger retter FILMupdate blikket mod de tidligste apparater.

Den Buddha-formede laterna magica er en af kronjuvelerne i Filmarkivets samling af historiske apparater. Den er fremstillet af franskmanden Louis Aubert i ca. 1879. Louis Aubert var en af de førende producenter af laterna magica på det europæiske marked. Buddha’en anses som et af hans mesterværker. Teknikken rækker dog meget længere tilbage i historien.

lanterne-kasse

Arkivering

Indsamling, bevaring og formidling. Det er den dag i dag hovedopgaverne for Filmarkivet. 

Filmarkivet opbevarer filmene, Biblioteket udlåner bøger og tidsskrifter, Billed- og Plakatarkivet bevarer stills og plakater, Udklipsarkivet sørger for at alt filmstof i aviserne gemmes for eftertiden, og Cinemateket viser filmene. 

Efterhånden kan en del film og fotos ses via forskellige websites, bl.a. Filmstriben og Filmdatabasen.

Læs også om Det Danske Filmmuseum

Historien

Laterna magica-apparatet er en tidlig forløber for lysbilledapparatet. Apparatet samt de tilhørende bemalede plader kendes helt tilbage fra 1420, hvor det første gang blev afbilledet af italieneren Giovanni Fontana. Den tidligste beskrivelse findes i værket "Magia naturalis" fra 1553.

Laterna magica blev populær og hundredvis af gøglere og andre omrejsende folk drog rundt med forestillinger, som tjente som offentlig underholdning rundt omkring i Europas byer. Der blev underholdt med eventyr og rejseberetninger om fjerne eksotiske lande. I 1800-tallet blev det meget udbredt at lave Phantasmagoria shows, datidens Horror shows. Her projicerede man billeder af skræmmende spøgelser, ånder og dæmoner. For at få publikum til at gyse endnu mere projicerede man de uhyggelige billeder i røg, så det så ud som om, at de svævede.

I slutningen af 1900-tallet blev laterna magica-apparatet så udbredt, at det kunne købes med tilhørende lysbilleder i enhver velassorteret legetøjsforretning.

lanterna-huse

Teknikken

Laterna magica-pladerne blev fremstillet af glas, hvorpå billederne blev malet og ved hjælp af laterna magica-apparatet projicerede man motiverne på en hvid væg eller et klæde. Lysbillederne blev malet med transparent maling på glasplader, der ofte var rektangulære eller kvadratiske.

Tandhjulsystem med håndsving eller Chromatroper blev opfundet af Sir David Brewster i 1846. Denne type laterna magica plade består af to runde glas, hvorpå der er malet farvede mønstre. Glassene er monteret i en træramme i et messingbeslag med et tandhjulssystem. Ved at dreje på et lille håndtag drejer tandhjulene mønstrene i hver sin retning og der opnås en kalejdoskopisk effekt.

lanterna-bier

Senere hen, efter fotografiets opfindelse i midten af 1800-tallet, blev det muligt at fremstille s/h-billeder på glasplader i stort omfang. Pladerne blev stadigvæk håndkolorerede.

Du kan selv gå på opdagelse i Filmmuseets samling online.

I de kommende uger, vil der komme flere billeder og beskrivelser af historiske apparater på FILMupdate... og endda levende billeder. 

lanterna-billeder