Norskov – ny dansk dramaserie

PREMIERE. "Norskov", ny dansk dramaserie i ti afsnit, har premiere på TV 2 mandag den 21. september. Serien, der er filmet on location i Frederikshavn, er støttet af Public Service Puljen.

"Norskov" er et politidrama, der udspiller sig i en industriby i det nordlige Danmark, hvor krisen har sat sit præg, men hvor der dog stadig er fællesskab og handlekraft.

Det nære provinsmiljø er oplagt som udgangspunkt for historier, hvor en vigtig præmis er, at vi alle er forbundne

Serien følger politimanden Tom Noack (Tomas Levin), der vender hjem til den by, han forlod for snart 20 år siden. Hans to barndomsvenner er i mellemtiden blevet hhv. borgmester og storentreprenør. Tom får i løbet af serien svært ved at balancere det professionelle arbejde med de personlige relationer, han har genoptaget i Norskov, og han bliver tvunget til at have hemmeligheder for dem, han elsker.

Fakta

Public Service Puljen støtter programmer, der i et væsentligt omfang lever op til de fastsatte public service målsætninger for ordningen – originalitet, betydning og kvalitet. Puljen yder støtte til udvikling og produktion af dansk tv-drama og tv-dokumentar samt programmer til børn og unge inden for alle genrer. Læs mere.

TV 2's site om Norskov.

"Norskov" er en serie om sammenhæng og tilhørsforhold og om, hvad det vil sige at blive voksen og tage ansvar. I "Norskov" tegnes et portræt af et Danmark efter krisen. Hvem er vi, og hvor er vi på vej hen? Hvad kan den enkelte gøre for fællesskabet og fællesskabet for den enkelte?

Mere drama end krimi

Dunja Gry Jensen, der er seriens hovedforfatter, fortæller:

"Med 'Norskov' har jeg ønsket at skabe en politiserie, som er mere drama end krimi. Min opmærksomhed er mere på karaktererne og deres relationer end på krimiplot og action. Jeg er nysgerrig på efterforskernes dagligdag, politiet som en del af lokalsamfundet og politistationen som arbejdsplads."

Dramaet udspiller sig i en industriby i provinsen og er filmet on location i Frederikshavn.

"Da TV 2 bad om en serie, som foregik i provinsen, var det noget af det, jeg tændte på. I de mindre miljøer kan man bedre mærke, hvordan alting hænger sammen, hvordan alle er en del af den samme helhed. Her er samfundsstrukturen tydeligere og relationerne tættere. Politiet skal udføre deres arbejde blandt venner eller venners venner, modsat i storbyen, hvor "klienterne" er fremmede og anonyme. Det nære provinsmiljø er oplagt som udgangspunkt for historier, hvor en vigtig præmis er, at vi alle er forbundne," fortæller Dunja Gry Jensen.

Der er 3 kvinder bag kameraet i "Norskov". Ud over Dunja Gry Jensen som hovedforfatter, er Louise N.D. Friedberg konceptuerende instruktør, og Senia Dremstrup er producer. Desuden instruerer Birgitte Stærmose og Steen Balle 3 afsnit hver.

"Norskov" er produceret af SF Film og støttet med 19 mio. kr. i fra Public Service Puljen.

Trailer