Ny fond til københavnsk filmproduktion

FILMFOND. Copenhagen Film Fund har været længe undervejs, men den 8. maj blev den nye københavnske filmfond endelig indviet. Målet er at sætte København på filmbranchens verdenskort.

piaallerslev_web
Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev og formand Jørgen Ramskov til præsentationen af Copenhagen Film Fund den 8. maj 2013. Foto: Rasmus Nielsen

De knap 600.000 indbyggere i København kan se frem til at opleve flere film, der finder sted i hjemlige omgivelser. Den nye Copenhagen Film Fund har nemlig til formål at tiltrække flere danske og udenlandske filmproduktioner til hovedstadsområdet.

Den nye filmfond har knap 38 millioner kroner til rådighed over de næste tre år, som skal gå til at støtte større koproduktioner, tv-serier og i visse tilfælde dokumentarfilm. Eftersom et af kravene for modtagelse af støtten er, at filmen skal produceres i hovedstadsområdet, vil fonden også bruge støtten til at beholde erfarne danske instruktører i København, som ellers ville producere deres film i udlandet. Bestyrelsesformand Jørgen Ramskov uddyber:

FAKTA

Onsdag den 8. maj blev Copenhagen Film Fund præsenteret på Københavns Rådhus, og samtidig blev bestyrelsen offentliggjort. Den består af følgende:

Formand Jørgen Ramskov, adm. dir. Radio 24syv

Næstformand Susanne Larsen, Præsident for Røde Kors

Katja K. Østergaard, adm. dir. Horesta

Henning Camre, Tidl. adm. dir. for DFI

Svend Abrahamsen, Leder af filmuddannelsen, Filmskolen 

"Københavnsområdet har det hele, vi kan det hele, men vi har i mange år smidt en masse muligheder på gulvet, fordi vi har manglet det ekstra tilbud, der gør forskellen, når film- og tv-produktioner placeres."

Udover Copenhagen Film Fund findes der i Danmark to andre regionale filmfonde, som er Den Vestdanske Filmpulje i Aarhus og Film Fyn. Sidstnævnte har blandt andet støttet "Hævnen" af Susanne Bier, som blev filmet på Sydfyn og vandt en Oscar for bedste udenlandske film i 2011. 

Allerede sidst i maj måned præsenteres Copenhagen Film Fund for den internationale filmbranche ved filmfestivalen i Cannes.

Læs mere om Copenhagen Film Fund.