Nye veje på kunstnerens præmisser

Giv magten tilbage til kunstnerne!

Sådan lyder instruktør Nønne K. Rosenrings anarkistiske opfordring til den danske filmbranche og støttesystemet, som hun mener er alt for styret af økonomiske interesser og stagneret i vanetænkning – på bekostning af auteurtraditionen og de kunstneriske eksperimenter.

"Jeg er ikke naiv – jeg ved godt, hvorfor det er sådan," siger Rosenring. "Men det giver ikke mening at tro, at det kun er økonomiske interesser, der giver overskud. De film, der har overlevet, og som vi i dag trækker frem som store værker, er lavet med en meget høj grad af kunstnerisk integritet fra skabernes side. Den auteurtradition synes jeg, vi skal trække frem igen. Der er en værdi i, at vi samles om lejrbålet og ikke alle sammen taler i munden på hinanden, men at der er én, der fortæller."

Som nyuddannet instruktør fra Den Danske Filmskole tilbage i 2007 oplevede Rosenring, at alle de filmkunstneriske ambitioner, hun var fuld af, ikke var en efterspurgt vare.

"Jeg var inspireret af instruktører som David Lynch og Lars von Trier, der arbejder med intuitive processer og et subjektivt filmsprog. Men jeg opdagede hurtigt, at den måde at gå til filmfortællingen på var der hundrede procent lukket for ude i branchen. Nu begyndte det mere at være manuskriptforfatterne, der var øverst i gamet, og udelukkende plot og manuskript, der var i fokus," fortæller hun.

"Jeg fik ret gode anmeldelser for min afgangsfilm, og i starten oplevede jeg faktisk, at jeg var ombejlet. Flere af de store producenter kontaktede mig, men da de hørte, hvilke film jeg gerne ville lave, konkluderede de, at det var der ikke penge i. Jeg fik støtte til lidt udvikling hist og her, men hver gang oplevede jeg, at producenten fik kolde tæer. Jeg tænkte, at det var 'dog satans', at der ikke er mere risikovillighed. At der ikke er mere tiltro til vores auteurtradition, til filmmediet som mere end bare plot, og til filmskoleuddannelsen og dens berettigelse."

Fuldt hus i mikrobiografen

Nønne K. Rosenring er dog ikke typen, der sidder på hænderne og græder over modstand. Frem for at rette ind eller gå ned med flaget valgte hun at bryde ud og gå sine egne veje. Hun har produceret sin debutspillefilm "Stodderbarn" uden om Det Danske Filminstitut, og hun eksperimenterer med alternativ distribution med sin egen mikrobiograf i haveforeningen Nokken på Islands Brygge i København og med at rejse rundt med "Stodderbarn" på såkaldt slow-tour.

"Stodderbarn" er en personlig filmisk kollage og hybrid mellem dokumentar og spillefilm. Den tager udgangspunkt i Rosenrings eftersøgning af sin far, som var landevejsridder, og som hun ikke havde set, siden hun var to år.

"Det var en historie, jeg havde taget tilløb til længe. Jeg havde tidligere haft kontakt med ham, men lukkede det ned, fordi jeg ikke kunne rumme det. Men da jeg kom ud fra Filmskolen, besluttede jeg mig for at opsøge ham med tanken om, at det skulle være et filmisk projekt. Jeg fandt ham, men han døde meget hurtigt efter," fortæller hun.

Sideløbende med arbejdet med "Stodderbarn" etablerede Rosenring, sammen med sin instruktørnabo på Nokken Sidsel Becker, BioGrafen, en intim mikrobiograf i et skur i hendes baghave med plads til 10 tilskuere.

"Vi talte om, at noget af det, de kunstneriske film kæmper med, handler sindssygt meget om distribution og måden, filmene bliver italesat på i forhold til deres publikum. Og om de overhovedet bliver italesat. Hvad bliver der egentlig gjort for, at de her film når de mennesker, der ønsker at se dem, i stedet for at blive spillet for et publikum i Palads, der ikke er interesseret, og blive taget af igen efter to sekunder?" spørger Rosenring, der med sit alternative filmoplevelsestilbud og det personlige møde med tilskuerne har oplevet stor interesse fra mange forskellige publikumstyper.

"Vi har jo altid fulde huse herude," siger hun med et smil. "Vi ser et potentiale, der bliver holdt tilbage både af økonomi og af manglen på kunstnerisk frihed. Jeg er optaget af at eksperimentere med, hvordan man kan opleve film på nogle andre platforme, og her er BioGrafen et mikroformat, hvor vi har fuld kontrol."

Rundt i landet på slow-tour

BioGrafen er baseret på gaveøkonomi, hvilket betyder, at publikum kan give, hvad de vil for deres oplevelse. I denne måned lancerede biografen profitdeling som en del af den økonomiske model gennem kunstnerfonden Karusel. Publikums bidrag indbetales til fonden, som ved årets udgang deler pengene mellem de kunstnere, der har doneret deres værker i løbet af året. På den måde går indtægterne hundrede procent til kunstnerne, ikke BioGrafen.

Det er en kæphest for Rosenring, at filmskaberne skal have betaling for deres arbejde. Selv tjener hun penge på "Stodderbarn" ved at forlange honorar ved visningerne rundt omkring i landet og har for eksempel ikke indsendt den til festivaler – for det betaler man selv for.

"Stodderbarn" havde premiere i BioGrafen i april 2015, og i det følgende efterår startede Rosenring sin slow-tour rundt i hele landet med filmen. Efter en sommerpause, hvor hun fødte sin datter, starter turnéen op igen med en visning på Nationalmuseet i forbindelse med Golden Days-festivalen.

Filmen har fundet sit publikum gennem mund-til-mund-metoden, og fælles for visningerne er det personlige møde med publikum. Således kan man ikke finde filmen online eller i en anonym biografsal.

"For mig har det hele tiden været et værk, der har været tænkt til et udvalgt publikum – til dem, der har lyst til at møde op og være en del af en ret personlig oplevelse, hvor jeg er der og introducerer filmen," fortæller hun.

"Jeg oplever ikke, at jeg går glip af et publikum, for fordelen ved slow distribution er, at det ikke er sådan, at filmen forsvinder, hvis den ikke tjener sig ind i en åbningsweekend, som jeg synes er en ret problematisk model. Tværtimod fortsætter dens liv jo. Nu et år efter premieren skal 'Stodderbarn' på Nationalmuseet, og til vinter skal den til USA og rejse rundt. Der er mange, der først opdager den nu, og en masse, der ikke har opdaget den endnu. Ved at holde suspensen og ikke gå enormt stort ud med information i starten bliver den holdt i live."

Det hårdeste ved modellen uden festivaler, priser og stor opmærksomhed er, at hun har "fjernet muligheden for påskønnelse", som hun siger. "Det er svært for mit ego nogle gange. Men ved ikke at jage det her påskønnelsesfix kommer der en anden form for påskønnelse, der rammer dybere – nemlig det at filmen virkelig har betydet noget for publikum eller de mennesker, der har været en del af det her fællesskabsprojekt."

Livets erfaringer skaber autenticitet

Rosenring tænker ikke kun i alternative baner i forhold til biografdistribution, men til hele sin tilværelse. Hun og familien – manden Kasper, som er håndværker, og døtrene Le på tre år og Frigg på tre måneder – har opbygget et gaveøkonomisk netværk, der betyder, at cirka 80 procent af deres økonomi er baseret på udveksling af ydelser. Det gør dem mindre afhængige af at tjene mange penge.

"Helt grundlæggende er jeg drevet af en lyst til at træde nye – eller i forhold til gaveøkonomi gamle – veje og reformere ikke bare vores biografkultur, men vores samfund generelt. Hvad skal vi gøre for at komme mere i balance med planeten? Det er noget af det, jeg er optaget af både i mit liv og i mine film. Og det er ikke, fordi alting er happy-go-lucky i mine fortællinger. Tværtimod kan det være pisseråt at være ærlig og tale med en autenticitet."

Det var farens død og arbejdet med historien omkring hendes egen opvækst, mødet med hendes mand, fødslen af hendes første datter samt adskillige dødsfald, sygdomme og ulykker i den nære familie, der fik Rosenring til at tage både sit personlige og professionelle liv op til revision.

"Livet er ret vigtigt, og man er simpelthen nødt til at gå efter det, man tror på. Det lyder ret banalt, og det er det måske også. Men det gør det jo ikke mindre rigtigt," siger hun og tilføjer, at de eksistentialistiske oplevelser også har været essentielle for hende som kunstner.

"I den danske filmbranche er der en tendens til, at den eneste erfaring, der gælder, er at lave film. Man er mere interessant, hvis man har lavet reklamefilm i tre år, end hvis man har fået et barn. Det synes jeg er helt godnat. Hvad skaber en interessant fortæller? For mig har det været fuldstændig afgørende at være tæt på folk, der dør eller bliver født – i det hele taget at være tæt på, hvad livet går ud på – for at kunne skabe autentiske fortællinger."

Nønne Katrine Rosenring

Nønne Katrine Rosenring. Uddannet fra Den Danske Filmskoles instruktørlinje 2007.

Læs mere