Odense Filmværksted: Filmtalent er det første skridt

TALENTUDVIKLING. For at holde det høje niveau i dansk film, skal vi hele tiden genopfinde os selv. Det kræver fokus på talentudvikling, kreativ fortællelyst og samarbejde mellem institutioner, mener direktør for Odense Filmværksted Jane Roneklint.

Som del af strategien for talentudvikling i dansk film styrkes den regionale talentudvikling gennem et tættere samarbejde mellem filmværkstederne i Viborg, Odense, Aarhus og København i den nyoprettede Fonden Filmtalent. Her fortæller direktør for Odense Filmværksted, Jane Roneklint, om arbejdet med talenter i Odense, hendes forventninger til den nye fond og syn på talentudvikling i Danmark anno 2016. 

Hvad er Odense Filmværksteds styrke?

Odense Filmværksted er et stærkt, bæredygtigt og visionært talentudviklingsmiljø for regionens dygtige film- og fortælletalenter, som fremmer den kreative fortællelyst. På Odense Filmværksted satser vi benhårdt på talentudvikling. Vi bruger megen tid på det enkelte talent og har igennem adskillige år arbejdet målrettet på at tilrettelægge innovativ og effektiv talentudvikling. Vi arbejder konstant med udvikling af metoder og henter bl.a. inspiration fra andre filmværksteder og fra psykologi - og kreativitetsforskning. Metoderne opfinder vi selv, hvilket indtil videre indbefatter filmisk coaching, træning af idéudvikling og final feedback. Resultaterne af dette arbejde gav udslag i 2015, da seks talenter kom ind på Filmskolen, to på Super16 og fire på 18 Frames.

Hvad er jeres udfordringer?

Udfordringer er der mange af. Først og fremmest fremtiden. Hvilke distributionskanaler skal talenterne benytte sig af? Kan vi udnytte som et potentiale, at nettet og andre kanaler vokser så hastigt frem? Hvis ja, på hvilken måde får vi det iværksat, så vi kan ruste vores talenter til at gå stærkt ind i en professionel film- og medievirkelighed?
 
Herudover kommer den økonomiske udfordring. Hvordan støtter vi bedst talenterne i en tid, hvor de unge mere og mere paces gennem et uddannelsessystem? Det er nødvendigt at få nye systemer omkring de unges muligheder inden for de kreative brancher.

Odense Filmværksted skal også fokusere på stadigt nye strategier for rekruttering af talentmasse. Dette gælder for arbejdet i regionen og i et internationalt perspektiv, som vi i den kommende årrække vil sætte endnu mere fokus på.

Så se mig nu
"Så se mig nu" af Trine Nadia

Hvad er mulighederne i den nye fond Filmtalent?

Jeg håber, at talenter i hele Danmark hurtigt vil kunne mærke effekten af Filmtalent. Det vil de kunne ved at opleve en større fleksibilitet både i forhold til lån af udstyr fra alle filmværksteder, muligheder for at samarbejde bredere med talenter fra de øvrige værksteder samt nye tiltag, som vi endnu ikke har fundet på, men som utvivlsomt vil tilføre talenterne nye oplevelser, netværk og læring. Det er kun os selv, der sætter begrænsningerne, og jeg håber, at vi formår at tænke stort og nyt filmværkstederne imellem, så det også høres internationalt.

Hvordan ser du på situationen i talentudvikling i Danmark generelt?

Danmark har gjort det ufatteligt godt i mere end 20 år ved at vinde priser på anerkendte filmfestivaler verden rundt. Det arbejde skal vi holde kørende, og vi skal hele tiden opfinde os selv for at holde niveauet højt. Det er en udfordring, og det tror jeg , at alle i filmbranchen er klar over. I det henseende mener jeg, at det vil være gavnligt for alle i Danmark, hvis alle filminstitutioner samarbejder mere, end vi gør i dag. Det første skridt i den retning er taget ved at stifte Filmtalent. Jeg håber, at vi med Filmtalent kan være med til at starte en dialog, som kan brede sig til alle relevante samarbejdspartnere. Det er jeg er overbevist om, vil gavne den samlede talentudvikling i Danmark.

Den bedste oplevelse jeg har haft som leder af Odense Filmværksted…

Det bedste er, når jeg oplever at medvirke til at rykke et talent bare et lille stykke i den rigtige retning – en retning, hvor jeg efterfølgende kan se, at hun/han har fået hul igennem til eksempelvis en ny fortællelyst eller modet til at tage udfordringer op. Her kan jeg ikke undgå at blive begejstret.

Hvis jeg skal nævne en konkret episode, er det, da forhandlingerne endelig faldt på plads med Odense Kommune. Odense Filmværksted lå tidligere i Haderslev med navnet Det Danske Videoværksted. Hurtigt efter at jeg var blevet ansat, gik jeg og den daværende bestyrelse i gang med flytningen af værkstedet. Efter to års forhandlinger med forskellige kommuner kunne jeg lukke døren bag mig til det, der i dag er Odense Filmværksted.