Om økonomien i dansk filmproduktion – myter og fakta

FILMAFTALE. En kommentar fra Det Danske Filminstituts administrerende direktør Henrik Bo Nielsen.

Henrik Bo Nielsen
Filminstituttets direktør Henrik Bo Nielsen. Foto: Jan Buus

De seneste ugers filmdebat kan efterlade den lidt mindre statistikkyndige iagttager forvirret. Omsætningstal og statistikker flyver gennem luften, og debatten frem mod næste filmaftale 2015-2018 præges af sammenblanding af begreber. Æbler og pærer, om man vil. Hvor stor er dansk films finansieringsudfordring egentlig? Vokser salget af dansk film? Er dvd'en og Blu-ray'en stendøde? Og hvorfor er det nu, at det er så svært at finansiere danske film, når biografpublikummet elsker dem, og den internationale prisregn – senest i Venedig – ingen ende synes at tage?

Når det gælder filmøkonomi, er Filminstituttet grundlæggende optaget af to tal: Det første tal handler om, hvor mange penge der er til rådighed til at producere film for. Det tal siger noget om mulighederne for stor bredde i dansk film, og om vi har råd til store kunstneriske og økonomiske satsninger. Det andet tal handler om producentens indtjening. Det tal siger noget om levedygtigheden i det danske produktionsmiljø, og om der hos producenterne er den risikovillighed, der er helt afgørende for dansk film. Begge tal er nødvendige komponenter, hvis dansk films kvalitet, diversitet og volumen skal fastholdes og – forhåbentlig – udvikles til glæde for publikum og til gavn for kunsten.

Produktionsøkonomi

I Filminstituttets filmpolitiske oplæg "Film for fremtiden" fra marts 2014 anførte vi, at den samlede produktionsøkonomi udviser et tab på 40-60 mio. kr. årligt sat i forhold til perioden 2003-2006. Tallet er dokumenteret i en rapport fra revisionsfirmaet Deloitte fra november 2013.

Tabet angiver, at der er færre penge i miljøet at producere film for. Rapporten fra Deloitte peger på, at mens der i perioden 2003-2006 var knap 460 mio. kr. årligt til rådighed til at lave spillefilm for, så peger tendensen for perioden 2011-2014 mod et nøgletal på godt 400 mio. kr. årligt (målt i faste priser).

Tabet hidrører først og fremmest fra et markant fald i producenternes indtægter. Deloittes analyse viste, at producenternes indtægt for en gennemsnitspremierefilm faldt fra godt fire millioner i 2004 til knap to millioner i 2011. Her er der ikke tale om penge, som producenterne kan putte i lommen; indtjeningen skal først dække producentens investering i filmene, før man kan tale om overskud. Deloitte-rapporten peger i den forbindelse på, at blot 30 % af danske spillefilm tjener sig selv hjem for producenterne.

For den enkelte producent har indtægtstabet på filmmarkedet stor betydning for den fremtidige risikovillighed. Hvis man opregner indtægtstilbagegangen til danske spillefilm som helhed, når vi for 20 film årligt et samlet tab på 40 mio. kr. og for 25 film årligt et tab på 50 mio. kr.

Dertil kommer bidragene fra de offentlige kasser. Mens den del af filmstøtten, der forvaltes af DFI, er inflationssikret med samme takst som statens øvrige regulering, har DR og TV 2's engagement ikke været prisreguleret. Det betyder, at den samlede værdi af det offentlige engagement reelt er faldet 13 mio. kr. fra perioden 2007-2010 til 2011-14.

Ved en sammenlægning af indtægtstabet og de reducerede offentlige midler har Filminstituttet konservativt anslået det samlede tab i produktionsøkonomien for dansk film til 40-60 mio. kr. årligt fra midt i 0'erne til i dag.

Fald i videoindtægterne

Nøgletallene om produktionsøkonomien og producenternes indtjening sammenkædes sjældent med omsætningstal fra den årlige biografstatistik, videoomsætningslisten, indtægter fra kommercielt tv og fra udlandet. Det hænger sammen med, at markedstallene er svært tilgængelige, og at det er vanskeligt at foretage en direkte sammenkædning mellem markedsdata og producenternes økonomi i de enkelte år.

I Deloitte-rapporten har man imidlertid fokuseret på videoindtægternes andel af filmenes samlede indtægter i de forskellige vinduer. Rapporten anslår, at videoindtægternes andel er faldet fra ca. 38 % i 2004 til ca. 23 % i 2011.

Faldet i videoindtægter bekræftes af omsætningstal fra Foreningen af Danske Videogramdistributører. Fra en samlet distributøromsætning i fysisk videosalg og udlejning i 2007 på ca. 1,2 mia. kr. kan der konstateres et fald til ca. 500 mio. kr. i 2013 (faste priser) – et fald på 60 % (tallene dækker det samlede videomarked for dansk og udenlandsk indhold).

For danske spillefilms vedkommende er salget af enheder faldet fra ca. 422.000 i første halvår 2011 til ca. 336.000 i første halvår 2014 – et fald på 20 %. Enhedssalget var udsædvanligt højt i første halvår af 2013 på ca. 476.000 enheder, hvilket kan hænge sammen med et stærkt biografmarked for danske premierefilm i de umiddelbart foregående år. Omvendt indikerer enhedssalget i 2014, at sammenhængen mellem et godt biografsalg og det efterfølgende videosalg ikke længere er så entydig.

Disse udviklingstendenser indikerer, at det navnlig er indtægtsudviklingen på det fysiske videomarked, der har medvirket til at udhule producenternes indtægter og dermed også til at reducere den samlede produktionsøkonomi for dansk film.

På Filminstituttet fortsætter vi med at have fokus på udviklingstendenserne på filmmarkederne og på udviklingen i producenternes indtægter fra år til år. Det er den eneste reelle måde at vurdere situationen på. I mellemtiden har et bredt medieforlig givet nye offentlige bidrag til produktionsøkonomien på samlet 70 mio. kr. i den kommende fireårige periode. Debatten om nye markedsbidrag og forretningsmodeller, der kan reducere udfordringen yderligere, raser på livet løs.

Henrik Bo Nielsen

Til de særligt interesserede udgives et faktaark med elementer fra de analyser, der blev foretaget forud for udgivelsen af Filminstituttets udspil i marts 2014.

Under Rapporter og artikler kan du finde de nævnte publikationer, "Film for fremtiden" og "Sundhedstilstanden i dansk spillefilmsproduktion".