Oscar-nomineringer i dag kl. 14.30

OSCAR. "Krigen" og "The Look of Silence" står på Akademiets shortlist, og nomineringerne til årets Oscar-fest udmeldes torsdag den 14. januar fra kl. 14.30 dansk tid.

Krigen---foto-Per-Arnesen
"Krigen" er, sammen med "The Look of Silence", shortlistet til Oscar-nomineringerne, der udmeldes den 14. januar. Foto: Per Arnesen
Tobias Lindholms "Krigen" er Danmarks bud i kategorien Foreign Language Film (ikke-engelsksproget film), når alle årets Oscar-nomineringer udmeldes torsdag den 14. januar fra kl. 14.30 dansk tid. I den kategori har Akademiet i år nedsat tre komiteer, i New York, Los Angeles og London, med særligt udvalgte medlemmer, der fra fredag den 8. januar og hen over weekenden skal se de ni shortlistede film, tre film hver dag, og derefter afgive deres stemmer.

Joshua Oppenheimers "The Look of Silence" er en af de 15 film på shortlisten i kategorien dokumentarfilm i spillefilmlængde.

Nomineringerne kan følges på: Oscar-nominations live-stream

Cirka 14.42 har vi resultatet.

Kl 14.30 præsenteres nomineringerne til Animated Feature Film, Cinematography, Costume Design, Documentary Feature, Documentary Short Subject, Makeup and Hairstyling, Original Song, Animated Short Film, Live Action Short Film, Sound Editing and Sound Mixing.

Kl 14.38 præsenteres nomineringerne til Best Actor, Best Actress, Best Supporting Actor, Best Supporting Actress, Directing, Film Editing, Foreign Language Film, Original Score, Best Picture, Production Design, Visual Effects, Adapted Screenplay and Original Screenplay.

I kategorien Foreign Language Film har en dansk film i de seneste seks år været shortlistet fem gange, nomineret tre og vundet en gang. Spoler vi yderligere fire år tilbage havde Danmark en nominering i 2007.

2016  Krigen / Tobias Lindholm / indtil videre nået så langt som shortlistet
2015  Sorg og glæde / Nils Malmros
2014  Jagten / Thomas Vinterberg / nomineret
2013  En kongelig affære / Nikolaj Arcel / nomineret
2012  Superclásico / Ole Christian Madsen / shortlistet
2011  Hævnen  / Susanne Bier / Oscar-vinder
2010  Frygtelig lykkelig / Henrik Ruben Genz
2009  To verdener / Niels Arden Oplev
2008  Kunsten at græde i kor / Peter Schønau Fog
2007  Efter brylluppet / Susanne Bier / nomineret

Oscar-statuetterne uddeles i år søndag den 28. februar.

Awards Season

I går vandt "The Look of Silence" tre Cinema Eye Honors i New York. Dermed har filmen allerede kæmpet sig hele vejen igennem til fem vigtige priser i den såkaldte Awards Season. Den 30. november vandt den en Gotham Independent Film Award i New York og den 5. december en IDA Award i Los Angeles.

To andre dansk-producerede dokumentarfilm var også nominere til Cinema Eye Honors. Camilla Nielssons "Democrats" og Frida og Lasse Barkfors "Pervert Park". Cinema Eye Honors er en årlig hyldestfest for dokumentarisk filmkunst.

De to danske dokumentarfilmproducere Signe Byrge Sørensen og Sigrid Jonsson Dyekjær blev den 23. november nomineret til Producers Guild of America, hvis prisuddeling finder sted den 23. januar, for deres arbejde på hhv. Joshua Oppenheimers "The Look of Silence" og Hanna Polaks "Something Better to Come".

"The Look of Silence" er desuden nomineret til en Independent Spirit Award den 27. februar, dagen før Oscar-showet.

Alle filmene er støttet af Det Danske Filminstitut.

Få det fulde overblik over danske film i Awards Season.