Overblik Cannes 2011

CANNES. I år er to af hovedkonkurrencens 20 film danske. Yderligere to danske debutspillefilm og to dansk koproducerede film er inviteret af festivalen, der afholdes fra 11. til 22. maj.

Onsdag den 11. maj åbner Cannes Festivalen, og den danske deltagelse er i år markant. Lars von Triers "Melancholia" er med blandt hovedkonkurrencens 20 film, og det gælder også Nicolas Winding Refn, der med sin amerikansk producerede "Drive" for første gang melder sig i rækken af Cannes-instruktører.

Yderligere to instruktører er inviteret til at deltage med danske debutspillefilm, Frederikke Aspöcks "Labrador" med en special screening i hovedprogrammet og Rúnar Rúnarssons "Volcano" med en placering i sideprogrammet Directors' Fortnight. Alle fire film får verdenspremiere på festivalen.

To nye spillefilmsinstruktører

Torsdag den 12. maj kl. 13 får den internationale pressen lejlighed til at se danske, men amerikansk filmuddannede, Frederikke Aspöcks "Labrador", der vises som den første af de fire danske film i Cannes. Filmens special screening i festivalens hovedprogram foregår den følgende dag.

I "Labrador" besøger det unge par Stella og Oskar hendes far, kunstneren Nathan, der bor alene med sin hund på en vindblæst svensk ø. Da Stella afslører, at hun er gravid, kommer de to mænd på tværs af hinanden.

Islandske, men dansk filmuddannede, Rúnar Rúnarssons "Volcano" præsenteres fredag den 13. maj kl. 14. "Volcano" udspiller sig i Island med islandske skuespillere. Den stædige og stolte skolepedel, Hannes, bliver pensioneret, og en uventet hændelse får Hannes, der har et anstrengt forhold til sin familie og stort set ingen venner, til at skifte kurs i sit liv. Begge debutspillefilm er blevet til under New Danish Screen-ordningen.

To dansk koproducerede spillefilm

Svenske Ruben Östlunds "Play" og hollandske Urszula Antoniaks "Code Blue" er koproduceret med danske filmselskaber med støtte fra Det Danske Filminstitut. Begge film er udtaget til Directors' Fortnight og vises første gang søndag den 15. maj.

"Play" er et humoristisk og alvorsfuldt studie i menneskelig adfærd, inspireret af virkelige hændelser omkring en gruppe unge drenge, der over et par år begik op mod 70 røverier mod andre børn i det centrale Göteborg. Filmens danske koproducent er Philippe Bober, og klipper er Jacob Schulsinger, der blev færdiguddannet fra Den Danske Filmskole for kun to år siden og allerede har sit navn på to af årets film i Cannes. Han er nemlig også klipper på "Volcano".

"Code Blue" handler om den pligttro sygeplejerske Marian, som tager sig af – og somme tider tager livet af – sine dødsyge patienter. Privat holder hun sig fra andre mennesker, men da hun en dag overværer et seksuelt overgreb fra sit vindue, forandres hendes liv. Filmens danske koproducent er Marie Gade. Den danske lyd- og komponistveteran Kristian Eidnes Andersen står for musikalsk sound design til filmen. Også han optræder to gange i Cannes, da von Triers "Melancholia" nyder godt af hans arrangement og mix af musik og lyddesign.

Melancholia

Onsdag den 18. maj er dagen, hvor Lars von Trier lader verden går under. Den internationale presse får lov at se "Melancholia" kl. 8.30, hvorefter der er internationalt pressemøde kl. 11. Von Trier og hans hold spankulerer op af den røde løber ved samme aftens hvor gallavisning kl. 22.30.

Kirsten Dunst og Charlotte Gainsbourg spiller hovedrollerne i von Triers psykologiske katastrofefilm sammen med Alexander Skarsgård, Brady Corbet, Cameron Spurr, Charlotte Rampling, Jesper Christensen, John Hurt, Udo Kier, Stellan Skarsgård og Kiefer Sutherland.

"Jeg er ved at skrive et Director's Statement om 'Melancholia' og jeg har tænkt mig at skrive et meget negativt ét, der fremhæver filmens svage sider. Det føler jeg mig kaldet til. Jeg har muligvis lavet en film, jeg ikke bryder mig om," sagde Lars von Trier til Filmlands Per Juul Carlsen, da han for en måned interviewede von Trier .

"For så godt som resten af verdens filmskabere ville de ord være foruroligende og ildevarslende, måske endda triste. Men ikke i det her tilfælde. De er præcis så dobbeltbundede og selvkontrære, som de skal være, når de kommer fra Lars von Trier," beroliger Juul Carlsen læseren i artiklen, der er indgår i FILM #72, som udkommer den 10. maj, op til festivalstart.

Drive

I Nicolas Winding Refns Hollywood-producerede "Drive" spiller Ryan Gosling fra "Half Nelson" hovedrollen som en Hollywood-stuntmand med et bijob som getaway driver i filmbyens kriminelle underverden. Gosling spiller overfor Carey Mulligan fra Lone Scherfigs "An Education".

"Selv fra de små billeder, som Nicolas Winding Refn viser på sin iPhone, fornemmer man en forførende stemning af pulp, noir og L.A.-sentimentalitet," skriver Eva Novrup Redvall i en artikel om "Drive" i FILM #72.

Dansk version af artiklen om Nicolas Winding Refns "Drive"

Følg med på Det Danske Filminstituts Cannes-website: www.dfi.dk/cannes

Cannes' officielle program i kalenderform

Sideprogrammet Directors' Fortnight i kalenderform